Én måned inde: Brighton-boss kåret til månedens manager
I sin allerførste måned som manager i Premier League har Brighton-manager Fabian Hürzeler vundet prisen som månedens manager for august.
Tre kampe, syv point og én titel.
Sådan lyder resultatet for august for Brighton-manager Fabian Hürzeler.
Den bare 31-årige tysker er nemlig blevet kåret til månedens manager i Premier League i første forsøg.
Hürzeler og Brighton slog i august både Everton og Manchester United, inden det blev til uafgjort mod Arsenal, og det er altså de resultater, der nu resulterer i den fornemme hæder til amerikanskfødte Hürzeler.
– Jeg synes altid, det er rart at vinde et trofæ, og det bekræfter ens arbejde. Det er dog ikke kun mit arbejde – det er arbejdet fra hele klubben, det er arbejdet fra min stab og arbejdet fra mine spillere, lyder det fra Hürzeler.
– I sidste ende er det alle, der arbejder i klubben, og vores sammenhold, der har vundet dette trofæ. Jeg er virkelig glad, og nu handler det om at vinde det næste trofæ, lyder det ambitiøst fra den tidligere St. Pauli-træner.
Fabian Hürzeler er i forvejen den yngste manager i Premier League-historien, og nu er han selvsagt også den yngste manager med titlen som månedens manager.
Det er ikke hvem som helst, Hürzeler har slået i kampen om sæsonens første titel som månedens manager.
Den tyske Brighton-manager har således været oppe mod ingen ringere end Manchester Citys Pep Guardiola, Liverpools Arne Slot og Arsenals Mikel Arteta.
Det er første gang, at prisen som månedens manager går til en Brighton-manager siden februar 2018. Ved den lejlighed var det Chris Hughton, der løb med æren.
Fabian Hürzeler kom til Brighton denne sommer, efter han førte Hamborg-klubben St. Pauli til oprykning fra 2. Bundesligaen til det fine selskab i Bundesligaen. Han overtog roret i den sydengelske klub fra italienske Roberto De Zerbi, der nu i stedet er manager for Pierre-Emile Højbjerg i franske Marseille.