International Fodbold

– Et godt bud på bedste spiller, der aldrig har vundet noget

FC Midtjyllands anfører Mads Bech Sørensen har mødt Harry Kane to gange, og respekten er stor for englænderen, som tirsdag aften runder kamp nummer 100 for England.

Mads Bech og Harry Kane på et billede
Foto: Matthew Childs/Reuters/Ritzau Scanpix / Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Harry Kane kan tirsdag aften blive den bare tiende spiller til at runde 100 landskampe for England, når Finland gæster Wembley.

Den engelske superstjerne har rundet de 31 år, men han er stadig en mundfuld for et forsvar, og i sidste sæson blev han også topscorer i Bundesligaen.

En af dem, som har stået overfor Kane er FC Midtjyllands anfører, Mads Bech Sørensen.

Mads Bech spillede i Brentford, da Harry Kane var i Tottenham, og de to har stået overfor hinanden to gange.

– Han er en klog angriber, og han gør det altid svært for dig. Han lægger sig i din blinde vinkel og har en rigtig god timing i sine løb i feltet.

Harry Kane i færd med at løbe under en træning med det engelske landshold.
Foto: Andrew Boyers/Reuters/Ritzau Scanpix

– Og så er han jo bare en klinisk afslutter, og lige så snart, han får chancen, så sparker han dem også ind, udtaler Mads Bech til Campo.

Den midtjyske forsvarsspiller er særlig imponeret over Kanes evne til at falde ned i banen, sætte spillet derfra og så komme i boksen.

– Han har et godt blik for spillet, og på den måde er han jo egentlig meget komplet. En rigtig målræv, lyder beskrivelsen fra Bech.

Den bedste uden pokal

Mads Bech holdte Kane fra scoringer i begge de indbyrdes opgør. Men englænderens tilstedeværelse var nok til at bringe Brentfords forsvar i ubalance.

Det kendetegner de bedste angribere.

– Vi spiller i Carabao Cuppen og taber 2-0. Som hold spillede vi en god kamp, og vi havde selvfølgelig fokus på at lukke ham ned. Det var vigtigt for os, at han ikke fik lov at falde ned i banen og starte angrebne og selv komme i boksen.

FC Midtjylland henter Mads Bech Sørensen
Foto: FC Midtjylland

– Vi lykkedes egentlig ret godt, men han trak selvfølgelig noget opmærksomhed. Og det mål Sissoko laver, der er vi trukket fra hinanden i forsvaret.

– Vi havde nok et godt øje på Kane, og så der blev åbnet lidt op for de andre spillere. Det er også det, de dygtige angribere kan.

Kane har modtaget mange personlige hyldester og pokaler for sine bedrifter på banen, men Bayern-angriberen har aldrig vundet et trofæ med hverken klubhold eller landshold.

Så er Kane den bedste spiller i historien, som aldrig har vundet et trofæ?

– Jeg tror ikke, jeg kan komme i tanke om andre. Han er hvert fald et rigtig godt bud på den bedste spiller, der aldrig nogensinde har vundet noget.

Kane på vej i klub 100: Hylder inspirationen Ronaldo

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P