
Vendsyssel FF gafler ung FCM-stopper
Mads Nybo skifter FC Midtjylland ud med en tilværelse i Vendsyssel FF.

Det bliver ikke i FC Midtjylland, at Mads Nybo Lauritsen får sit gennembrud.
I hvert fald er han sent mandag aften blevet hentet til Vendsyssel FF.
Det oplyser NordicBet Liga-klubben på sin hjemmeside.
Her er den 19-årige midtstopper blevet udstyret med en aftale af tre års varighed.
– I Mads får vi i første omgang en veluddannet spiller, som har erfaring fra højeste ungdomsniveau
herhjemme og har erfaring med udlandsophold.
– Det er en fysisk og dynamisk forsvarsspiller, som kan dække flere positioner i bagkæden, udtaler Vendsyssel FF-sportsdirektør Christian Larsen og tilføjer:
– Vi får en ung og lovende forsvarsspiller, som vil være med til at forøge konkurrencesituationen i
Vendsyssel FF, og vi er glade for at kunne tilføje Mads til truppen.
Mads Nybo Lauritsen har flere kampe for de forskellige danske U-landshold.
Han skrev under på en kontraktforlængelse af tre års varighed i FC Midtjylland i februar 2023. En måned senere skrev han så under på en forlængelse af frem års varighed og blev siden udlejet til søsterklubben C.D. Mafra i Portugal.
Nu skal han altså forsøge at tage næste skridt i Vendsyssel FF.