
Medie: Lars Friis’ stjerne vælger FCM over FCK
FC Midtjylland er angiveligt snublende tæt på at kunne præsentere en ny angriber, som man har hentet hos Lars Friis i Sparta Prag – ham henter man lige for næsen af F.C. København.

FC Midtjylland har allerede hentet en EM-angriber.
Tidligere på sommerens transfervindue var det nemlig polske Adam Buksa, der sluttede sig til Ulvene.
Nu har FCM angiveligt en ny EM-angriber på plads, da man efter sigende har indgået en aftale med Lars Friis’ og Sparta Prags Jan Kuchta.

Det erfarer Tipsbladet.
Angiveligt kommer FC Midtjylland til at betale 2,7 millioner euro, hvilket svarer til godt 20 millioner kroner for den 27-årige tjekke.
Ham hapser midtjyderne lige for næsen af F.C. København, som også har forsøgt at erhverve Sparta Prag-spidsen.
Mediet mener at vide, at der har været dialog mellem FCK og den tjekkiske angriber, men han har tilsyneladende valgt Midtjylland.
I den forgangne sæson var Kuchta Brian Priske og Prags helt store profil med 21 kasser og 11 oplæg i 49 kampe i klubbens succesrige sæson, hvor man vandt både den tjekkiske liga og pokalturneringen.