Tilfreds efter møje og besvær: Vil gerne se flere chancer
Jacob Neestrup mener ikke, at FC København var gode nok til at konvertere deres store spilovertag til åbne chancer. Men han er tilfreds med 2-0 trods alt.
Det var med hiv og sving.
Men i sidste ende hev FC København en 2-0 sejr hjem mod upåagtede Kilmarnock i kvalifikationen til Conference League.
Det efterlader holdets cheftræner Jacob Neestrup med en god fornemmelse. Til trods for møje og besvær.
– Alt i alt er jeg tilfreds, men jeg havde selvfølgelig gerne set, at vi havde skabt flere åbne chancer i forhold til, hvor meget vi havde bolden, siger han til klubbens hjemmeside.
Og han fortsætter:
– Det var en svær opgave mod et hold, der som forventet stod meget, meget lavt, men jeg synes, at vi spillede meget disciplineret og kontrolleret og gav intet væk bagude, siger han.
Det var de to rutinerede FCK’ere Kevin Diks og Rasmus Falk som mod kampens slutning scorede og skaffede københavnerne et godt udgangspunkt.
Ifølge Neestrup ville det have været en anden kamp, hvis FCK havde fået hul på mål-bylden noget tidligere.
– Det er sådan en kamp, hvor hvis det første mål var faldet tidligere, så tror jeg, vi kunne have scoret flere.
– Men 1-0 havde også været fint, og 2-0 er selvfølgelig bedre, men stadig ikke perfekt.
FC København skal nu i første omgang fokusere på at besejre FC Nordsjælland i Superligaen på søndag, inden der er returopgør i Skotland næste torsdag.
I weekenden der følger, skal Løverne spille derby mod Brøndby IF.
FCK snupper smal sejr i vigtig Conference League-dyst