Danskerduo brager Salzburg tættere på Champions League
Red Bull Salzburg er nu ét enkelt skridt fra den endelige udgave af denne sæsons Champions League, da Maurits Kjærgaard og Mads Bidstrup tirsdag aften var med til at sende det østrigske storhold videre til sidste kvalifikationsrunde.
Maurits Kjærgaard og Mads Bidstrup er nu et skridt tættere på Champions Leagues-ligaspil.
Tirsdag aften sikrede den danske duo og Red Bull Salzburg sig nemlig en plads i den sidste kvalifikationsrunde, før man er helt med i den prestigefyldte turnering.
Efter et godt udgangspunkt hjemme i Østrig, hvor Kjærgaard scorede to kasser, og Salzburg vandt 2-1, blev arbejdet gjort færdigt.
Det startede helt forrygende for Maurits Kjærgaard, som fortsatte sin storform, da den unge dansker efter 17 minutter bragede bolden ind til 0-1.
Små 10 minutter senere fordoblede Dorgeles Nene den østrigske føring, før Twente kort før pausen fik reduceret takket være Mees Hilgers.
I anden halvleg startede Mads Bidstrup med at tage taktstokken, da den tidligere Brentford- og FCN-spiller iscenesatte Moussa Kounfolo Yeo, som scorede til 1-3.
Til trods for, at hollænderne atter engang fik reduceret takket være Alex Van Hoorenbeeck, fik det tidligere AGF-talent Adam Daghim chancen, da han blev skiftet ind.
Cirka fem minutter senere fik Salzburg tildelt et straffespark, som Maurits Kjærgaard naturligvis skulle tage sig af.
Til skræk og gru for danskeren blev forsøget dog pillet af Lars Unnerstall, som måtte ud i fuld længde for at redde straffesparket.
Tre minutter i lukketid kom der for alvor spænding i opgøret, da Sem Steijn udlignede til 3-3.
Til trods for den øgede spænding udeblev den hollandske sensation, hvorfor Salzburg, Kjærgaard og Bidstrup nu er klar til den sidste playoff-runde.
I den sidste og afgørende runde for Champions League-kvalifikationen møder Salzburg enten Rangers eller Dynamo Kiev.
De to mandskaber spiller senere tirsdag aften, og det er helt lige efter det første møde, da kampen endte 1-1.