FC Midtjylland sender talentfuld stopper til Norge
Den unge FC Midtjylland-stopper Mikkel Fischer forlader klubben denne sommer og skal fremover tørne ud i den norske Eliteserie-klub FK Haugesund.
Efter et succesfuldt lejeophold i den seneste sæson er tiden nu inde til et permanent skifte for Mikkel Fischer.
Den 20-årige FC Midtjylland-stopper var i den seneste sæson på et succesfuldt lejeophold i NordicBet Liga-klubben FC Fredericia.
Og det har nu kastet et skifte til udlandet af sig. Det skriver FC Midtjylland tirsdag eftermiddag på sin hjemmeside.
Det står således klart, at Mikkel Fischer fremover skal tørne ud for den norske Eliteserie-klub FK Haugesund.
Den norske klub fortæller på sin hjemmeside, at man har indgået en fireårig aftale med Fischer, som altså kan kalde sig FK Haugesund-spiller frem til sommeren 2028.
Og aftalen vækker stor glæde i det norske og hos FK Haugesunds sportsdirektør, Eirik Opedal.
– Mikkel har markeret sig gennem flere år som et af dansk fodbolds største defensive talenter. Han har mange af de kvaliteter, vi leder efter hos en midterforsvarer – primært evnerne med bolden og spilleforståelse – som er en central del af, hvordan vi vil bygge spillet op. Han passer også til profilen med at hente unge, lovende spillere med stort udviklingspotentiale, lyder det fra Opedal.
Fra FC Midtjyllands side lyder det, at man ikke ønsker at stå i vejen for Mikkel Fischer, som ligger bag en række andre spillere i køen om fast spilletid.
Og det er da heller aldrig blevet til debut for FC Midtjyllands førstehold for Mikkel Fischer, som til gengæld har spillet en lang række kampe for klubbens ungdomshold.
Medie: Ikke godt nok – italiensk bud på FCM-profil afvises