FCK og Brøndby dominerer U19-truppen: Ikke stukket af
Spillere fra F.C. København og Brøndby IF udgør over halvdelen af det danske U19-landshold, der inden længe skal til EM. Men de to ærkerivaler er ikke stukket af fra resten af de danske klubber.
11 ud af 20 spillere i den danske U19-trup til det nært forestående EM kommer fra enten F.C. København eller Brøndby IF.
Syv fra FCK, fire fra Brøndby.
Men selvom de to ærkerivaler udgør over halvdelen af U19-landsholdet, så mener U19-landstræner Morten Eskesen ikke, at man kan konkludere på hvorvidt de er “stukket af” fra de andre danske klubber, når det kommer til talentarbejdet.
– De har hele tiden været en del af det her U19-landshold. Der har hele tiden været mange FCK’ere og Brøndby-spillere.
– Da jeg overtog for halvandet år siden, der tror jeg, at der var fem spillere fra hver af de to klubber med.
Oplever du, at de to klubber gør noget anderledes i forhold til de andre klubber?
– Andre år er der nogle flere med fra de andre klubber, men der er ikke to årgange, der er ens.
Så det er ikke sådan, at de FCK og Brøndby er stukket af?
– Nej, det er det ikke. Jeg ser bare et rigtig godt stykke arbejde ude på alle de danske akademier.
– Over hele linjen bliver der lavet en rigtig god talentudvikling. Og så kan man sige, at den her årgang har lidt ekstra.
– Det er måske mere ekstra fra FCK, fordi tidligere har jeg haft flere med fra Midtjylland og fra Nordsjælland. Så det er mere tilfældigt, siger Morten Eskesen til campo.dk.
FC Midtjylland vandt U19-ligaen men har kun to spillere med. Også FC Nordsjælland har to spillere med, mens de sidste fem spillere kommer fra fem forskellige klubber.
Det danske U19-landshold tager hul på sommerens EM den 16. juli mod Spanien.
Slutrunden afvikles i Nordirland.
Også Frankrig og Tyrkiet er i Danmarks pulje.