Ny FCM’er: En stor klub og et attraktivt projekt
Denil Castillo virker svært begejstret for sit skifte til FC Midtjylland.
FC Midtjylland er blevet en midtbanespiller rigere.
Således kunne den danske mesterklub for kort tid siden onsdag løfte sløret for, at man har hentet Denil Castillo til klubben.
Den 20-årige ecuadorianer skifter fra Shakhtar Donetsk i Ukraine på en femårig aftale.
Har han har sat sin underskrift på en aftale af den varighed vidner om en tro på projektet fra Castillos side.
Og det er også tilfældet.
– Jeg har sat mig godt ind i klubben og måden de gør tingene på. Det er meget professionelt her og faciliteterne er fremragende, fortæller Castillo til FCM’s egen hjemmeside og uddyber:
– Det er et attraktivt projekt at blive en del af. En stor klub, der har udviklet sig hurtigt og har ambitioner på den europæiske scene. Jeg tror på, at jeg kan tage store skridt i Midtjylland og bidrage til, at klubben når dens mål.
– Jeg er spændt på at komme på træningsbanen og glæder mig til at tage hul på sæsonen. Fansene kan forvente, at jeg altid giver mig fuldt ud og jeg er her for at opnå. Vi skal genvinde mesterskabet og kvalificere os til Champions League. Det er det, vi alle ønsker, siger han.
Castillo står noteret for 18 landskampe for Ecuadors U20-landshold.