
Officielt: Brighton henter ung og lovende cheftræner
Premier League-klubben Brighton kan nu præsentere ny cheftræner i form af Fabian Hürzeler, som skifter til klubben fra St. Pauli.

En ny cheftræner er landet i Brighton.
Premier League-klubben kunne forleden meddele, at den ellers så succesfulde manager, Roberto de Zerbi, forlader klubben denne sommer.
Siden har klubben været på jagt efter en erstatning, og i den forbindelse har linjen flere gange været meldt varm mellem Brighton og den blot 31-årige St. Pauli-cheftræner Fabian Hürzeler.
Og nu er handlen endegyldigt på plads.
Fabian Hürzeler er ny cheftræner i Brighton. Han får en tre-årig kontrakt.
– Fra starten af processen med at udpege vores nye cheftræner var Fabian en kandidat, der skilte sig ud, og en der fik vores opmærksomhed med sit exceptionelle arbejde i St Pauli gennem de sidste 18 måneder, lyder det fra Brightons formand Tony Bloom.
31-årige Hürzeler er den yngste permanente cheftræner i Premier League nogensinde.