Medie: Polsk Bundesliga-angriber på vej til FCK
F.C. København kan snart blive en angriber rigere, da klubben angiveligt er i gang med at handle i den tyske Bundesliga.
F.C. København er klar til at handle i Bundesligaen.
Løverne har endnu ikke fået det bedste ud af Andreas Cornelius, siden han kom hjem til Danmark.
Den store angriber har været plaget af et hav af skader, og således er FCK igen på rov efter en angriber.
Ifølge det polske medie Meczyki er Werder Bremens polske angriber Dawid Kownacki nemlig på vej til den danske hovedstad.
Angiveligt har Løverne haft den 27-årige polak på radaren i et godt stykke tid, og han har tilmed talt med Kamil Grabara om et skifte til Danmark.
I den forgangne sæson var det dog ikke mål, som Kownacki lavede flest af.
I sine 22 optrædener, hvoraf 19 var som indhopper, blev det nemlig hverken til mål eller oplæg.
Det er til trods for, at man i Polen spåede, at han skulle være den nye Robert Lewandowski.
Den polske angriber har før tørnet ud for klubber som Sampdoria, Fortuna Düsseldorf og Lech Poznan.
Derudover står Dawid Kownacki også noteret for syv A-landskampe for Polen, hvor han har scoret ét enkelt mål.
Werder Bremen har papirer på polakken indtil 2026.