EM Ambassaden

Nyt EM-magasin med to tidligere landsholdsspillere

Under den kommende EM-slutrunde producerer campo.dk et dagligt EM-magasin med analyser, holdninger og opdateringer. Programserien er sponsoreret af Bet25.

Campo.dk lancerer et EM-magasin under navnet EM Ambassaden.
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

I dagene op til samt under hele sommerens EM i Tyskland vil campo.dk producere sin nye Vodcast-serie “EM Ambassaden“.

Magasinet, der udkommer både som podcast og som studieproduktion, bringer dybdegående analyser, interviews og daglige opdateringer under hele sommerens EM 2024 i fodbold.

Som en fast del af udgivelserne har campo.dk indgået en aftale med tidligere landsholdsmålmand Stephan Andersen og superligarekordholder Rasmus Würtz, der begge optræder som eksperter i udsendelserne, mens fodboldmediet også løbende inviterer relevante gæster ind i programmerne. Ydermere vil campo.dk’s udsendte reporter Mathias Blohm Schytte levere masser af interviews, videoer og livegennemstillinger fra herrelandsholdets lejr i Freudenstadt.

– Med Stephan Andersen og Rasmus Würtz som gennemgående gæster i vores programmer af EM Ambassaden får vi to herrer i studiet, der om nogen ved, hvad der kræves, når man spiller på den store scene. Jeg er sikker på, at de begge vil kunne tage vores seere og lyttere tættere på de muligheder og udfordringer, der venter det danske landshold til EM, og samlet set sætte fokus på de største kampe i Tyskland, udtaler Allan Hvid chefredaktør og stifter af campo.dk.

Den første udsendelse udgives mandag den 3. juni. Herefter kommer der løbende udsendelser, og når kampene til slutrunden er undervejs, bliver der udgivet daglige udsendelser.

I de første afsnit af EM Ambassaden er der fokus på turneringen som helhed. Der bliver fokuseret på de hold, som deltager ved slutrunden, og naturligvis de hold og spillere der skal holdes mest øje med. Når turneringen er sparket i gang, er der masser af indsigt i de enkelte kampe, der bliver spillet dagligt.

– Med EM Ambassaden lancerer vi vores første rigtige magasinformat på campo.dk, og en EM-slutrunde er den perfekte mulighed for at skabe følgeskab fra seere og lyttere, som vi så kan arbejde videre med i højere grad efter sommerferien og til de nye sæsoner i dansk og international fodbold.

– Her kommer vi til at fokusere endnu mere på længere og engagerende formater. Det er noget, jeg har en del erfaring med fra tidligere, og nu er vi som medie klar til at løfte opgaven, lyder det fra Allan Hvid.

EM-Ambassaden præsenteres i samarbejde med Bet25, der er partner og sponsor på hele programserien, og udsendelserne har naturligvis – men dog ikke udelukkende – fokus på det danske landsholds præstationer og nyheder ved slutrunden.

Stephan Andersen har gennem sin fodboldkarriere spillet i Premier League, Ligue 1 og LaLiga, og herhjemme har han repræsenteret AB, Brøndby IF og F.C. København. Han har spillet 30 A-landskampe for Danmark og deltaget ved slutrunderne i 2004 (Portugal), 2010 (Sydafrika) og 2012 (Polen & Ukraine) med landsholdet.

Rasmus Würtz er kamprekordholder i Superligaen, hvor han har spillet 452 kampe for Vejle Boldklub, F.C. København og AaB.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P