
United-legende om Mainoo: 10 gange bedre end jeg var
Kobbie Mainoo er blevet sammenlignet med en af Manchester Uniteds helt store midtbaneprofiler gennem tiden, men ifølge legenden selv så er det 19-årige talent bedre, end han selv var på samme alder.

Manchester United overraskede alle og vandt FA Cuppen over Manchester City med 1-2.
Her blev en af de helt store United-helte blandt andet unge Kobbie Mainoo, der scorede målet til 0-2 i første halvleg.
Den 19-årige englænder har taget engelsk fodbold med storm i denne sæson.
Mainoo har været mere eller mindre fast mand i Manchester Uniteds startopstilling og har undervejs fået ros alle steder fra.
Nu er det så United-legenden Paul Scholes, som er ude med roser til Mainoo.

Scholes fortæller således på det sociale medie Instagram, at mange har sammenlignet Mainoo med ham selv, men det giver den tidligere engelske midtbanespiller ikke meget for.
– Har læst et par sammenligninger mellem mig og knægten (Kobbie Mainoo, red.) i sidste uge.
– Ikke spild jeres tid, han er en 10 gange bedre spiller, end jeg var som 19-årig.
– Jeg elsker bare måden, han modtager bolden på, den rolighed, opmærksomheden på det, der sker rundt om ham og selvfølgelig hans mål i de store kampe.
– Den her dreng er speciel, og han er fucking rød. Ses, skriver Paul Scholes i en Story på Instagram.
Paul Scholes nåede selv at spille 716 kampe for Manchester United.
