Oliver Sørensen: Vi var presset i bund det meste af kampen
FC Midtjylland spillede sig torsdag aften på 3F Superligaens førsteplads, da de vandt 2-1 over FC København i Parken. Gæsternes midtbanespiller Oliver Sørensen erkender dog, at det ikke var på flot spil, ulvene fik tre point med.
FC Midtjylland er nu favorit til guldet.
Det kan der næsten ikke være to meninger om, efter midtjyderne torsdag aften vandt 2-1 over FC København i Parken.
Det var da også en svært begejstret Oliver Sørensen, som Viaplay talte med efter kampen. Midtbanespilleren erkender, at FC København trykkede ulvene i bund.
– Det var fedt, mand. Vi var presset i bund i det meste af kampen, men vi er så effektive. Og så er der spænding til sidst, men det er så fucking fedt, lyder det fra Sørensen.
– Det var et kæmpe pres i anden halvleg. Vi er måske heller ikke gode nok til at stå imod i mange perioder, men vi får kriget den hjem, og det er det eneste, der tæller. Tre point.
Guldkampen er stadig helt åben, men med sejren i Parken har midtjyderne givet sig selv et fremragende udgangspunkt forud for de sidste to runder i 3F Superligaen.
– Vi har det i egne hænder. Det er det vigtigste for os. Så det er op til os selv. Det er det vigtigste.
På spørgsmålet om, hvilket pres der nu er på FC Midtjylland, glider Sørensen dog lidt af.
– Der har været pres på alle kampe i slutspillet her. Jeg føler egentlig, at det er en kamp som alle andre. Vi skal bare vinde de sidste to som er dansk minister.
FC Midtjylland møder mandag FC Nordsjælland i Farum. FC Nordsjælland tabte onsdag 1-0 til Brøndby IF.