Mortensen hylder struktur: Hellere Herning end Vejle
AGF led søndag aften sit andet nederlag på fire dage, da FC Midtjylland vandt 2-1 i Superligaen. Og selv om det blev til et nederlag, så var AGF’s anfører glad for at være tilbage i kamptrøjen.
AGF skulle vaske torsdagens pokalskuffelse af sig søndag aften i Herning.
Men som tilfældet også var i pokalfinalen, så endte aarhusianerne som taber, da de 90 minutter var færdigspillet.
Selvom torsdagens nederlag stadig sad i baghovedet, så var Patrick Mortensen glad for at være tilbage i den hvide trøje søndag aften trods nederlaget.
– Jeg synes faktisk, det var rart. Jeg synes, det var dejligt at have kamp så hurtigt efter en skuffelse. Jeg vil langt heller det, end at skulle gå en hel uge under Uwes vinger og skulle træne derhjemme, udtaler Mortensen med et glimt i øjet til Discovery+.
– Så der synes jeg, det var rart at komme ud. Glad for at se, at der alligevel var troppet så mange fans op. Så det var sgu dejligt at komme ud og spille noget fodbold.
Fire hold kæmper om mesterskabet i år, og selvom AGF har udspillet sin rolle, så nyder Mortensen at være med til de vigtige kampe.
– Jeg sætter utrolig stor pris på, at man så sent i sæsonen stadig får de her kulisser i de her kampe her. Det skal vi også huske, det er sgu fedt. Det er en fed struktur. Og vil vi ikke hellere tage en tur hertil Herning end Vejle og Lyngby, uden at fornærme nogen, spørger Mortensen retorisk.
– Og så synes jeg også, vi skal respektere de andre hold i den her afgørelse her. Der er nogle, der løber og spiller om et mesterskab, og der synes jeg det er vigtig, at vi bidrager med det vi kan og hvert fald ikke giver op, slutter angriberen.
Fælt keeperkoks i FCM’s vigtige sejr over AGFAGF spiller igen på torsdag, hvor Silkeborg gæster Ceres Park.