
Efter hjertestop: Det er okay hvis jeg aldrig kan spille igen
Den 16. december 2023 stoppede Tom Lockyers hjerte i to minutter og 40 sekunder, men heldigvis stod waliserens liv til at redde – det er dog ikke sikkert, at fodboldkarrieren kan genoptages.

Den 16. december faldt Tom Lockyer omkuld efter et hjertestop.
Heldigvis stod den 29-årige walisers liv til at redde, men det er desværre uvist, om det samme gælder for fodboldkarrieren.
Det har Luton-kaptajnen selv løftet sløret for i et interview med Daily Mail.

– Beslutningen om hvorvidt jeg kan spille igen eller ej er længere ude i fremtiden. Men på ethvert tidspunkt kan lægerne fortælle mig, at jeg ikke kommer til at spille igen.
– Det har jeg dog sluttet fred med, hvis det skulle blive tilfældet. Jeg ser bare på det positive – at jeg stadig er her.
– Beslutningen er ude af mine hænder. Jeg ville elske at spille igen, det har jeg ikke holdt hemmeligt, men det skal ske på en sikker måde.
– Jeg føler mig mere tryg, end jeg nogensinde har gjort. Jeg har en hjertestarter i siden, men ultimativt, så er det ikke min beslutning, fortæller Tom Lockyer til Daily Mail.
Da Luton-anføreren faldt om var han i kamp mod Bournemouth og danske Philip Billing, som var en af de første ved waliserens side.
Således blev den 27-årige dansker også hyldet af Luton-fans ovenpå sin hurtige ageren.
