Ærlig Slotsager: Hvordan er det muligt at dukke sådan op
Som de fleste andre på Nature Energy Park i Odense søndag lyste skuffelsen ud af OB’s Tobias Slotsager, efter fynboerne tabte til bundproppen Hvidovre.
OB kunne med rette føle sig uheldige søndag eftermiddag.
Her havde fynboerne både spil og chancer til som minimum at få ét point ud af hjemmekampen mod Hvidovre, men i fodbold bliver der bare ikke rigtigt spillet med “uheldigt“.
OB’s anden halvleg var udmærket, men det kan bestemt ikke siges om fynboernes første halvleg, og det var fynboernes unge forsvarsprofil, Tobias Slotsager, godt klar over.
– Forfærdelig første halvleg fra vores side. Jeg forstår slet ikke, at det er muligt at dukke sådan op til en kamp – og så en så vigtig en af slagsen.
– Anden halvleg var bedre, men det er lige meget, når vi står her uden point, sagde Slotsager kort efter slutfløjt til Discovery+.
Den unge fynbo kunne desuden berette, at der end ikke var behov for at råbe højt i pausen.
OB-krisen fortsætter – Hvidovre vejrer morgenluft– Der var ikke behov for at råbe højt, vi var alle sammen godt klar over, at det, vi havde leveret, slet ikke var godt nok. Selvfølgelig blev der lige sat streg under, at det havde været utrolig dårligt, lyder det fra Slotsager, der dog ingenlunde har tænkt sig at lægge sig ned.
– Der er masser kampe tilbage, og vi er stadig over stregen. Vi har en finale på næste mandag igen, og så handler det om at samle os selv op nu, træne godt og hårdt og så være klar til næste mandag i Vejle.
Næste rundes kamp mod Vejle kan, hvis OB taber, sende fynboerne under stregen med fire kampe tilbage af sæsonen.