
La Liga-præsident: Kampe skal rykkes over Atlanten
Allerede i 2018 var det på tegnebrættet, at en kamp mellem Barcelona og Girona skulle spilles i USA. Af rettighedsmæssige årsager kunne det dog ikke lade sig gøre.

Der skal spilles fodboldkampe fra den bedste spanske række i USA.
Hvert fald hvis det står til præsidenten for La Liga, Jaiver Tebas. Han vil have FC Barcelona, Real Madrid og de andre til at spille kampe derovre allerede fra 2025/2026-sæsonen.
Det fortæller Javier Tebas i et interview med den spanske avis Expansion, som The Athletic citerer fra.
– Jeg tror, det kan være i den sæson. Men uanset hvad kommer det til at ske, at La Liga spiller kampe i udlandet.
– En officiel kamp i USA vil styrke vores position på det amerikanske marked, som er det andet største marked for os efter Spanien, siger La Liga-præsidenten til avisen.
Ifølge Javier Tebas er andre europæiske ligaer i gang med at se på samme mulighed. Han forklarer, at han på den ene side ikke altid vil gøre som de andre.
– Men vi kan heller ikke tillade, at de overhaler os, siger han.