FA Cup

FA og Premier League enige: Massive ændringer i FA Cup

Der er flere større ændringer på vej til den engelske FA Cup. Blandt andet vil der ikke længere skulle spilles omkampe i turneringen.

FA Cup-trofæet.
Foto: Lee Smith/Reuters/Ritzau Scanpix

FA Cup er en stor og traditionsrig turnering i engelsk fodbold.

Det er dog ikke ensbetydende med, at den ikke kan blive offer for ændringer.

Således oplyser det engelske fodboldforbund [FA] og Premier League torsdag, at der er flere nye tiltag på vej.

Først og fremmest vil man ikke længere skulle spille omkampe i turneringen.

I denne sæson – og forrige – har man ellers skulle finde en ny dato til en ny kamp, hvis man spillede uafgjort før turneringen nåede til sin femte runde.

Samtidig vil alle FA Cup-kampe nu blive spillet i weekenderne, selvom man ofte har kunnet se dem blive spillet i hverdagene.

Dertil bliver finalen også rykket frem, så den bliver afviklet før Premier Leagues sidste runde.

Ændringerne træder i kraft fra næste sæson og kommer til at blive taget i brug i minimum seks sæsoner.

– Emirates FA Cup er vores største aktiv og genererer over 60 procent af vores indkomst til at geninvestere i spillet, så det er afgørende, at vi får sikret et stærkt format for fremtiden.

– Denne nye aftale mellem FA og Premier League styrker Emirates FA Cup og giver denne meget specielle turnering eksklusive weekender i en ellers mere og mere travl kalender, siger Mark Bullingham, administrerende direktør i FA.

Premier League oplyser desuden, at man fra 2025/26-sæsonen har i sinde at bruge hele 133 millioner pund, svarende til 1,15 milliarder kroner, på ‘græsrodsfodbolden’ i England.

FA Cup er en engelsk pokalturnering, der har eksisteret siden 1871.

I denne sæson er Chelsea, Manchester City, Manchester United og overraskelsen Coventry nået til semifinalerne.

Begge semifinaler spilles i den kommende weekend.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P