3F Superligaen

Rolig Slotsager: Snakker med mor og far og så i køjen

OB har endnu ikke vundet på hjemmebane, og fredag aften kom det tiende nederlag på eget græs for Tobias Slotsager og holdkammeraterne. Hård kost for alle, også for den 18-årige forsvarsspiller, som tager det nedslående nederlag med oprejst pande.

Tobias Slotsager står med hænderne i ansigtet for OB
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Nul sejre, tre uafgjorte og ti nederlag på eget græs kan nok få selv den mest hårdføre voksen til at dukke hovedet og stikke halen mellem benene.

For OB’s statistik i denne sæson har ganske enkelt været elendig, og fredag aften blev det indtryk kun forstærket, da Viborg vandt 1-3 på Nature Energy Park.

Efter nederlaget gik unge Tobias Slotsager langt fra i skalkeskjul, men stillede i stedet op i tv, hvor han svarede på svære spørgsmål for det kriseramte mandskab.

Han var også klar, da campo.dk rakte ud.

Her fortalte Slotsager, at han prøver at bruge de dårlige OB-resultater til at hærde sig mod fremtidige skuffelser.

– Jeg bliver rystet godt sammen af det her, og forhåbentlig er jeg rystet godt sammen, når det her nu sker en anden gang igennem min karriere. Jeg tror ikke, det er sidste gang, udtaler Slotsager til campo.dk i katakomberne under Nature Energy Park.

Tobias Slotsager står med hænderne i ansigtet for OB
Tobias Slotsager og OB var foran fredag, men endte med at tabe 1-3 mod Viborg. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Den 18-årige midterforsvar har været en fast bestanddel af OB’s defensive geled i denne sæson, og han der bliver slået koldt vand i det fynske blod.

– Der er syv kampe tilbage. Selvfølgelig ser det overhovedet ikke godt ud, og vi er under stregen, hvis Vejle vinder. Der nogle kampe at gå på endnu, men vi skal samle os selv op til at kæmpe for livet, lyder det fra OB’s nummer 28.

Mor og far ikke eksperter

Det er næppe utænkeligt, at hovedparten af fredagens 6.717 tilskuere drog ud i det odenseanske natteliv for at finde hurtig trøst i øllets glans.

For Slotsager gik turen hjem til mor og far i barndomshjemmet.

– Jeg går hjem og snakker med min familie, hvis de stadigvæk er vågne. Det er egentlig bare at komme hjem og få lidt at drikke og sidde og snakke lidt, bare for at få tankerne på noget andet. Så lægger jeg mig til at sove, og så møder vi ind igen i morgen.

Så det er ikke fodbold, du går hjem og snakker om?

– Nja, det kan da godt være, vi lige vender kampen hurtigt, men det plejer vi at gøre i morgen (med OB, red.).

– Nu er det ikke fordi, at hverken mor eller far er eksperter. De vil hellere vide, hvordan jeg har det, end hvordan Fodbold-Tobias har det. Så det er måske lige hurtigt, kampen bliver vendt, ellers er det bare stille og rolig snak og så i køjen, slutter Tobias Slotsager på optimistisk fynsk.

Rædslen fortsætter: OB taber igen efter gudeassist

Forsvarsspilleren har gang i sin anden sæson på det OB’s førstehold. Fredagens opgør var kamp nummer 37 i den stribede trøje.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P