NordicBet Ligaen

HB Køge-sats virker: Yngste trup i Nordic Bet Ligaen

Auri Skarbalius blev hentet ‘hjem’ for at sikre en lettere vej fra ungdoms- til seniorfodbold i HB Køge. Indtil videre betyder det, at der lige nu render hele 11 spillere under 18 år rundt i førsteholdstruppen.

Teknisk direktør i HB Køge Auri Skarbalius.
Foto: Mathias Blohm/ campo.dk

HB Køges talentsatsning giver pote på klubbens førstehold. Hvert fald den del der handler om truppens alder.

I 2023 implementerede HB Købe en ny talentstrategi der hedder “HB Køge for the Future”. Den skal give mere plads til klubbens talenter på førsteholdet.

Det er indtil videre lykkes. HB Køge er det hold i NordicBet-ligaen, som har den laveste gennemsnitsalder. 21 år. To år yngre end Hobro med den næstyngste trup.

Da klubben præsenterede strategien skete det samtidig med, at man ansætte den tidligere træner Auri Skarbalius som teknisk direktør. En helt ny stilling.

Skarbalius fik ansvar for at sikre, at det er en rød tråd mellem træningsmetoder og udvikling af spillere hele vejen igennem klubben. Det er en rolle, den tidligere Superliga-profil nyder.

– Det er mit lille barn, og det er en livsstil for mig. Jeg kan mærke, jeg virkelig-virkelig brænder for at være en del af det. At vi lykkes med at gøre det på vores måde – HB-Køge måden, siger Skarbalius til Campo.dk

Resultater påvirker ikke strategien

HB Køge er i dette forår en del af nedrykningsspillet i Nordic Bet Ligaen. Og selvom er nervepirrende, er det ikke noget, som stresser klubben. De tænker med det lange lys tændt.

– Vi vil gerne spille så mange minutter som muligt med vores egne spillere. Lige nu er der, synes vi, så mange dygtige spillere, som kan prøve at se, om de er dygtige til at spille her og nu i ligaen, siger Skarbalius.

HB Køge har så stor fidus til ungdomssatsningen, at det falder ud til den unge spillers fordel, hvis der er tvivl om niveauet.

Det er en prioritering, der handler om mange ting, lyder det fra klubbens tekniske direktør.

– I fodbold er det sværeste at se, hvem der kan gå hele vejen. Det er nemt at vurdere, hvem der spiller en god kamp eller en dårlig kamp, eller hvem der træner godt eller dårligt.

– Det vigtigste er at se potentialet. Og der siger vi i vores klub, at er vi lidt i tvivl om nogle spillere, så skal det gå deres vej. Så får de lov. Lige så snart en spiller er for god til et niveau, så flytter vi spillerne op og udfordrer dem.

– Siden sidste sommer har vi virkelig haft mange spillere, der begynder at banke på til NordicBet Liga-holdet. Jeg bliver nødt til at sige, at det er næsten lidt for hurtigt og lidt for mange spillere på én gang. Det betyder, at vores resultater mod seniorhold er, som de er, siger den tidligere Brøndby-spiller og træner.

Det er klubbens mål at undgå nedrykning og ende et sted mellem nummer otte og ti i NordicBet Ligaen.

Med sidste weekends tætte nederlag til Næstved, er holdet tæt på nedrykningsstregen. Faktisk er det bare ét point som adskiller HB Køge og netop Næstved på 11. pladsen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P