NordicBet Ligaen

Würtz-afsked vidner om klar tendens: Ærgerligt for AaB

Tidligere tirsdag annoncerede AaB, at Rasmus Würtz stopper i klubben. Meldingen ærgrer Jakob Ahlmann, der selv må siges at være en AaB’er helt ind til benene. Samtidig vidner det om den udvikling, som den nordjyske klub lige nu er inde i.

Jakob Ahlmann i aktion for AaB.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Det er svært at forestille sig, at AaB’s fans nogensinde kommer til at glemme navnet Rasmus Würtz.

Den i dag 40-årige tidligere midtbanespiller nåede svimlende 487 kampe i den nordjyske klub, som han første gang repræsenterede for 22 år siden.

Med kun enkelte afstikkere undervejs gennem de to årtier, fortsatte han efter sin aktive karriere med diverse stillinger i AaB – men det er nu slut.

Tidligere tirsdag oplyste AaB nemlig, at Rasmus Würtz forlader klubben når sæsonen er omme. Han var senest ansat i en stilling som transitionstræner.

– Det er selvfølgelig ærgerligt for AaB. Rasmus er en legende i klubben, men det er også ærgerligt, fordi han udfører et godt stykke arbejde med de unge drenge her.

– Jeg tror, at alle kan forstå hans beslutning, og nogle ting vægter højere end andre her i livet, og han synes, det var tid til nye græsgange. Han har været i fodbold i mange år, men selvfølgelig er det ærgerligt, når en person som ham forlader klubben. Det er der ingen tvivl om, siger Jakob Ahlmann til campo.dk.

Afskeden med Rasmus Würtz er ikke det første farvel med en erfaren og inkarneret AaB-mand.

I vinter blev det til et farvel med Lucas Andersen, der i stedet har taget udfordringen op i engelsk fodbold.

For mindre en uge siden annoncerede man også, at Jacob Larsen, der senest var akademichef og har samlet set 10 år i AaB på bagen, også skulle videre. Parterne kunne ikke blive enige om den sportslige strategi.

Tilbage står nu Jakob Ahlmann, som campo.dk altså har talt med.

Efter 15 år i klubben står den 33-årige back også på tærsklen til et AaB-exit, da hans kontrakt løber ud til sommer.

– Det er jo forskellige situationer, så det er svært at køre dem alle over en kam. Men jo, det er selvfølgelig noget folk lægger lidt ekstra mærke til, fordi de tre (Andersen, Larsen, Würtz, red.) jo hver især har haft en stor rolle og betydning i AaB. Det arbejde, de har leveret i klubben, har givet dem en stor plads i hjertet hos AaB’s fans.

– Det er klart, der er jo mistet lidt på identiteten og følelserne, også på grund af kompetencerne hos de tre. Men det her er jo en verden, hvor der sker mange ting. AaB er kommet på nye hænder og de seneste år har der været en stor udskiftning både på spillertruppen og på det sportslige setup, siger Jakob Ahlmann.

AaB’s nye ejer, Sports Strategy Excellence 22, er med tysk ophav.

Det er første gang i klubbens historie, at ejerskabet er kommet på udenlandske hænder.

Jakob Ahlmann erkender, at den nuværende udvikling med afsked til flere centrale karakterer i AaB ærgrer ham, men han hører ikke kun alarmklokker i det nye projekt.

– Uden at der skal lægges for meget i ordet ‘ærgerligt’, så er jeg selvfølgelig ærgerlig over, at nogle gode mennesker i klubben stopper. Det er ikke, fordi jeg ikke tror, at der ikke kommer nogle gode ind, men når det er mennesker, jeg holder af, så er jeg selvfølgelig ærgerlig over, at de er væk fra klubben.

– Men jeg maler ikke fanden på væggen. De mennesker, som har overtaget størstedelen af klubben, har en god plan og en god strategi. Jeg er sikker på, de nok skal hente gode afløsere ind, så det er ikke fordi jeg står her og tænker nu, at det hele falder fra hinanden, siger han.

Med det in mente kan han dog sagtens forstå, hvis nogen har svært ved at genkende det stabile AaB, som blandt andre Lynge Jakobsen var med til at bygge op over en 17 år lang periode.

– Ja, det kan jeg da godt. For mange er AaB en klub med en stærk lokalforankring, som mange godt kan lide at identificere sig med. Nogle af de grundsten går man jo ind og rykker lidt ved nu, men det vigtigste er, at dem der besidder ledelsesposterne og spiller på holdet, er dygtige til det arbejde, de er sat til.

– Men selvfølgelig gør det noget ved folk, når klubben ændrer sig. Det skal man lige vænne sig til, men jeg tror ikke nødvendigvis det er en dårlig ting. Men sammenholdet og den lokale forankring skal man passe på og værne om. Derfor er det en svær balance. AaB er et fællesskab, og det er en styrke, man ikke må rive tæppet væk under.

– Jeg tror da, at mange AaB-fans ville ønske, at man spillede med i toppen af dansk fodbold udelukkende med nordjyske spillere, men der skal også hentes kompetencer ind udefra, hvis klubben skal op i toppen, hvor den hører hjemme, siger Jakob Ahlmann.

AaB rykkede i sommer ud af Superligaen for første gang nogensinde i klubbens historie.

Nordjyderne er dog på vej tilbage til landets bedste række med raketfart, da man topper NordicBet Ligaen med hele 17 point ned til FC Fredericia på tredjepladsen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P