Klaiber forud for sit tredje derby: Vi er så klar!
Sean Klaiber ser frem til sit tredje københavnerderby, og han lover at Brøndby kommer forberedt til kampen i Parken.
Sean Klaiber er gået direkte ind på som en profil på et velsmurt Brøndby-hold efter sit skifte fra Utrecht i sommer.
Den hollandsk-fødte surinamer har spillet samtlige kampe i Superligaen siden sit skifte, men selvom den 29-årige forsvarsspiller har imponeret, så mangler han stadig én særdeles vigtig milepæl.
Klaiber har nemlig endnu til gode at vinde et københavnerderby, og faktisk er 2-3-nederlaget til F.C. København i hans bare anden optræden for Brøndby tilbage i september, fortsat hans eneste superliganederlag til dato.
Mandag får han endnu en mulighed for at slå ærkerivalerne, og Brøndby kommer velforberedt til kampen i Parken.
– Jeg glæder mig meget til kampen – det gør jeg altid til et Derby. Det er jo lidt specielt, fordi vi nu går ind i den sidste del af sæsonen, men vi er så klar. Vi arbejder hårdt lige nu, og alle arbejder for hinanden.
– Der er konkurrence om pladserne, og der er intensitet på til træning. Vi har også været rigtig godt kørende, så nu handler det bare om at få et godt resultat inde i Parken, lyder det fra Sean Klaiber.
Ekspert roser Brøndby-boss for indkøb: Det var savnetKlaiber står overfor sit i alt tredje derby mod F.C. København, for efter nederlaget hjemme på Brøndby Stadion i september kom Brøndby i november fra Parken med et 0-0-resultat.
Selvom det utvivlsomt er den kamp, man som Brøndby-spiller helst vil vinde i hele sæsonen, så ændre forberedelserne op til kampen sig ikke synderligt for den alsidige forsvarsspiller.
– Jeg gør faktisk ikke så meget anderledes op til sådan en kamp. Jeg spiser de samme ting, drikker det samme og forbereder mig generelt på samme måde. Jeg er mig selv, og det er en rigtig fin forberedelse for mig at gå ind til sådan en kamp med.
– Jeg håber på at løse min opgave godt og give deres spillere svære betingelser. Jeg ville elske at vinde inde i Parken, for nu blev det til et uafgjort resultat sidste gang, så jeg håber, vi får et godt resultat med, lyder det fra Klaiber.
Kampen mellem F.C. København og Brøndby er det opgør, der har været spillet flest gange i Superligaens historie. I alt 105 gange har de to rivaler stået overfor hinanden i superligasammenhæng.
29 sejre, 25 uafgjorte og 51 nederlag er det blevet til for Brøndby forud for superligaderby nummer 106.
Brøndby vil med en sejr i Parken øge afstanden til F.C. København til hele fem point.