Bundesligaen

Hasenhüttl foran debut: Skal underbygge med resultater

Østrigske Ralph Hasenhüttl debuterer som Wolfsburg-cheftræner i weekenden, og han er ikke bleg for at lægge pres på sig selv allerede inden første kamp.

Æstrigske Ralph Hasenhüttl smiler til pressemødet, hvor han bliver præsenteret som ny Wolfsburg-træner.
Foto: VfL Wolfsburg

Efter næsten 17 måneder uden kamp, skal han på den igen.

56-årige Ralph Hasenhüttl står lørdag overfor sin debut som Wolfsburg-træner, efter han tidligere på måneden overtog jobbet fra Nico Kovac.

Dermed er kampen mod Werder Bremen også den første for Hasenhüttl, siden han i november 2022 blev fyret i engelske Southampton.

Det til trods er Hasenhüttl ikke bange for at kræve et resultat af sig selv allerede i den første kamp.

– Det er vigtigt, at det første, man som træner implementerer, bliver fulgt op med resultater. Det hjælper enormt med at styrke troen på det, vi gør.

– Jeg har en mandskab her, der følger rigtig godt med og er motiveret til hurtigt at implementere [nye] ting, lyder det på torsdagens pressemøde fra østrigeren.

Hasenhüttl er i Wolfsburg blevet træner for to danskere i form af Joakim Mæhle og Jonas Wind, og sidstnævnte forlod som bekendt den danske landsholdslejr i utide tidligere på ugen.

Hasenhüttl regner dog med at have sin danske angriber klar til mødet med Jens Stage og Werder Bremen.

– Jonas Wind forlod den danske landsholdslejr for ikke at blive overbelastet, men han bør være klar til weekenden, lyder det fra Hasenhüttl.

Ralph Hasenhüttl har tidligere mangeårig erfaring som bundesligatræner, hvor han tidligere har stået i spidsen for både RB Leipzig og Ingolstadt.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P