Kvindelandsholdet

Trods fravær har Jeglertz ikke udtaget Nadim for sidste gang

Selvom Andrée Jeglertz har fravalgt Nadia Nadim til de to kommende EM-kvalifikationskampe, så tror han ikke, han har udtaget Nadim til landsholdet for sidste gang.

Den danske kvindelandstræner Andrée Jeglertz til pressemøde hos DBU.
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Der var særligt ét navn, der glimrede ved sit fravær, da kvindelandsholdet onsdag blev udtaget.

Kun tre af landstræner Andrée Jeglertz 23 udtagne spillere til EM-kvalifikationskampene mod Tjekkiet og Belgien i april har flere landskampe end Nadia Nadim.

Nadim måtte senest melde fra til landsholdets testkamp mod Østrig i slutningen af februar, og denne gang er hun slet ikke med.

Dermed bliver det hverken til landskamp nummer 106 eller 107 i denne omgang, men selvom Nadim er fravalgt denne gang, så har hun ikke nødvendigvis spillet sin sidste landskamp.

– Nej det tror jeg ikke. Lige nu synes jeg, at jeg har andre spillere, som er bedre.

Nadim fraværende i Jeglertz landsholdstrup

– Så længe Nadia stadig har drivet til landsholdet, og jeg synes, hun er konkurrencedygtig, så kan hun meget vel komme med næste gang eller komme med i en anden sammenhæng.

– I øjeblikket syntes jeg, at der var nogle andre spillere, men hvordan det ser ud i maj-juni eller juli, det må vi se til den tid, siger Andrée Jeglertz til campo.

Det danske kvindelandshold starter EM-kvalifikationen med en udekamp mod Tjekkiet den 5. april, inden holdet den 9. april takker af fra hjemmebanen i Viborg med en hjemmekamp mod Belgien.

Den 31. maj tages den nye hjemmebane i Vejle så i brug til hjemmekampen mod de spanske verdensmestre.

Mest populære

Notifications

Notifikationer