Dansk Fodbold

Arsenal-dansker om chancerne ved U17-EM: Kan blive stort

Chido Obi var tirsdag med blandt de danske talenter, der smadrede Georgien og sikrede sig en billet til EM-slutrunden i maj. Den unge Arsenal-angriber tror på, at man har gode muligheder for at præstere ved slutrunden.

Det engelske fodboldforbund vil gafle Chido Obi-Martin fra DBU og Danmark.
Foto: Arsenal.com

Chido Obi og resten af det danske U17-landshold skal til EM.

Det står klart, efter det tirsdag blev til en gigantisk sejr på hele 7-0 over Georgien i den sidste og afgørende kvalifikationskamp.

Den brølstærke og tårnhøje Arsenal-angriber spillede naturligvis en afgørende rolle i storsejren, da han scorede de danske talenters første mål, inden han to minutter senere kunne notere sig for assisten ved 2-0-scoringen.

Men selvom han nok en gang fik gjort væsen af sig i de danske landsholdsfarver, så ligger hans fokus ikke på sin egen præstation.

– For mig er det rigtig vigtigt, at vi kom videre, og jeg er bare rigtig glad for, at vi er kommet med til EM, siger han til campo.dk.

Der venter nu Chido Obi og resten af det danske U17-kuld et EM på Cypern i slutningen af maj.

Her spår den 16-årige angriber gode muligheder for succes.

– Jeg tror godt, at vi kan komme rigtig langt, hvis vi fortsætter med at arbejde hårdt og altid hjælper hinanden ved at være verdens bedste holdkammerater.

– Alle spillere var med til at gøre det til en god kamp for os i dag (tirsdag, red.). Jeg tror, at vi har en rigtig stor chance for at opnå noget stort [til EM].

Chido Obi er en iøjnefaldende spiller, der helt naturligt skaber problemer for modstanderes defensiv – ikke mindst på grund af sin fysik og næse for mål.

Om det var derfor, at han midtvejs i anden halvleg af tirsdagens kamp blev sendt i græsset af en georgisk albue, mens bolden var langt udenfor spilafstand og Danmark var i en omstilling, må stå hen i det uvisse.

Ikke desto mindre, så var det altså, hvad der skete.

Chido Obi var dog meget opmærksom på, at han ikke skulle lade sig provokere af georgiernes ufine kneb.

– Træneren havde bare sagt, at jeg skulle holde hovedet koldt. Det var nemt nok, fordi vi var foran med fire eller fem mål.

Turen går nu tilbage til London, hvor han atter skal hamre mål ind for Arsenals diverse ungdomshold – som han har gjort så mange gange før.

U17-EM afholdes på Cypern fra den 18. maj til den 5. juni i år og bliver med deltagelse fra 16 hold.

Magtdemonstration: Dansk stortalent bomber løs i Arsenal igen
DBU om stortalent med kampe for både Danmark og England: Vi vil ikke overbevise nogen som helst
DBU-chef om purung Arsenal-dansker: Han elsker at lave mål

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P