Brøndby-profil ude resten af sæsonen
Brøndby-cheftræner Jesper Sørensen forventer ikke at have forsvarsspilleren Frederik Alves til rådighed i flere kampe i denne sæson.
Interview: Thomas Sønnichsen
Det vil være en bonus, men de forventer ikke, det kommer til at ske.
Brøndby-cheftræner Jesper Sørensen regner ikke med at kunne gøre brug af Frederik Alves mere i denne sæson.
– Frederik Alves skal vi ikke forvente at se her i foråret. Det er en længerevarende skade, og det må vi så se. Det tager noget tid. Vi ved ikke helt hvor lang tid. Er det ikke resten af sæsonen, så er det kun positivt, lyder det tirsdag fra cheftræner Jesper Sørensen.
Frederik Alves var en stor profil for Brøndby i efteråret, hvor han spillede samtlige superligakampe med bare én undtagelse.
Selvom han stadig er én kamp fra at udligne totalen for sidste sæson, så er Frederik Alves’ gennembrud i Brøndby-truppen i denne sæson fint understreget ved, at han allerede har spillet – i øvrigt helt præcis – dobbelt så mange minutter som i sidste sæson.
I vinter pådrog han sig en skade i akillessenen, og da han så småt var på vej tilbage blev han ramt af et tilbageslag, der blandt andet betød, at han skulle igennem en operation for at få bugt med en infektion i selvsamme akillessene.
Mest af alt har Jesper Sørensen ondt af Frederik Alves selv.
– Han har været god hele efteråret og været foretrukket, og det er selvfølgelig ærgerligt – ikke mindst for ham – at han har været skadet i en periode, hvor han forinden har været i en rigtig god periode og endeligt fået det gennembrud i Brøndby, som man har ventet på.
– Vi gør alt, hvad vi kan, for at gøre os dygtigst muligt på alle positioner, og vi har heldigvis også gode alternativer, men det er først og fremmest synd for Frederik, lyder det fra Jesper Sørensen.
Kvistgaarden nærmer sig comeback
Selvom der er dårligt nyt for forsvarsspilleren, så havde Jesper Sørensen også en god nyhed fra lazarettet med til den fremmødte presse tirsdag.
Angriberen Mathias Kvistgaarden bliver formentlig klar til sæsonens første slutspilsderby mod F.C. København på mandag.
– Mathias Kvistgaarden har jo været inde, og så var han ude igen. Han har haft lidt bøvl med sit baglår. Jeg har en forventning om, at han er klar til mandag – men der er jo lang tid til endnu, siger Jesper Sørensen med et vist forbehold.
– Vi har jo før set, at én ting er at stå her seks dage på forkant og sige, hvad man forventer, og så er det ikke sådan, det ender ud til sidst, lyder forbeholdet fra cheftræneren.