Højbjerg får anførerdebut: Morten Olsen fik ret
Pierre Emile-Højbjerg bærer anførerbindet for første gang på landsholdet, når Danmark tirsdag aften møder Færøerne. Og på mandagens pressemøde forud for kampen satte den danske midtbanekriger ord på udnævnelsen.
28. maj 2014 var en særlig dato for Pierre-Emile Højbjerg.
Her fik den 19-årige Højbjerg debut for Herrelandsholdet under Morten Olsen. Siden er det blevet til 74 kampe i rødt og hvidt.
Og når Højbjerg en dag kigger tilbage karrieren, så vil tirsdagens kamp mod Færøerne også stå ud. For her bærer den midtbaneslideren nemlig anførerbindet for første gang.
I fraværet af Simon Kjær og Kasper Schmeichel bliver det nemlig Pierre-Emile Højbjerg, som kommer til at gå forrest ud af spillertunnellen på Brøndby Stadion. Det fortalte landstræner Kasper Hjulmand på pressemødet mandag.
Og Højbjerg ser frem til ansvaret.
– Det er første gang, at jeg er anfører for det danske landshold, og det er stort for mig. Det er et skulderklap, udtaler Højbjerg på mandagens pressemøde.
Højbjerg var bare 19 år, da han fik debut for Herrelandsholdet i en sejr over Sverige i en testkamp. Dengang hed landstræneren Morten Olsen, og Højbjerg husker tilbage på en samtale mellem de to.
– Jeg tror, jeg havde spillet et par få landskampe – det kan måske tælles på én hånd – og så gik jeg med Morten Olsen. Så tog han fat i mig og sagde: “Du har dét, der skal til for en dag at blive anfører”. 75 kampe senere så skete det, udtaler danskeren.
– Jeg tror, det er vigtigt at blive ved med at være sig selv. Jeg siger altid: Det forpligter at være god, det forpligter at være en af dem, der tager ansvar. Og det er jeg bevidst om.
Danmarks kamp tirsdag mod Færøerne fløjtes op klokken 20:15. Kasper Hjulmand har allerede løftet sløret for, hvem der skal vogte målet på Brøndby Stadion.