Premier League

Arsenal- og Chelsea-legende nyt medlem i Hall of Fame

Venstrebacken Ashley Cole er årets første nye medlem i Premier Leagues Hall og Fame.

Ashley Cole står og stirrer ud i luften.
Foto: Molly Darlington/Reuters/Ritzau Scanpix

Han debuterede i sidste spillerunde i maj 2000.

Efterfølgende blev det til yderligere 384 kampe i den bedste engelske række, inden han i 2014 forlod hjemlandet til fordel for først AS Roma i Serie A og siden den amerikanske MLS.

I 2019 vendte han hjem til England og Derby i den næstbedste række, men i august samme år lagde han endegyldigt støvlerne på hylden.

Nu er 43-årige Ashley Cole årets første nye medlem af Premier Leagues Hall of Fame.

Ashley Cole nåede at spille i alt 156 Premier League-kamp for Arsenal, som han var med til at vinde to engelske mesterskaber med, inden han i sommeren 2006 foretog det forbudte skifte og sluttede sig til Roman Abramovic’ Chelsea-mandskab.

På Stamford Bridge blev det til yderligere 228 kampe og yderligere ét engelsk mesterskab, ligesom han vandt både Champions League og Europa League med Chelsea.

Sigende for det forbudte skifte mellem de to London-klubber har Chelsea postet et opslag, hvor klubben hylder indlemmelsen af Cole i Hall of Fame, mens Arsenal ikke har givet lyd fra sig.

Om sine mange kampe i Premier League og det forbudte London-skifte siger Ashley Cole:

– 20 år senere vil jeg bare gerne have folk til at huske, at jeg gav alt for det logo, jeg bar (på brystet, red.). Til tider var jeg underholdende – en hybrid mellem en offensiv back og defensiv back, som godt kunne lide at forsvare, lyder det fra Cole selv.

Ashley Cole er med sine 385 Premier League-kampe nummer 51 på listen over spillere med flest kampe i den nuværende engelske liga.

Alligevel bliver han indlemmet som nummer 22 i Premier Leagues Hall of Fame.

Ashley Cole blev efter sin aktive karriere ungdomstræner i Chelsea. I februar 2022 blev han assistenttræner for sin tidligere holdkammerat Frank Lampard i Everton.

Han fulgte Lampard tilbage til Stamford Bridge i april sidste år, men siden oktober har han været assistenttræner under fire forskellige managers i Birmingham. Sideløbende har han været assistenttræner for Lee Carsley på det engelske U21-landshold.

Premier Leagues Hall of Fame:

2021:
Alan Shearer
Thierry Henry
Eric Cantona
Roy Keane
David Beckham
Dennis Bergkamp
Frank Lampard
Steven Gerrard

2022:
Patrick Vieira
Wayne Rooney
Ian Wright
Peter Schmeichel
Paul Scholes
Didier Drogba
Vincent Kompany
Sergio Agüero

2023:
Tony Adams
Sir Alex Ferguson
Arsène Wenger
Rio Ferdinand
Petr Cech

2024:
Ashley Cole

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P