Jacob Rasmussen håber på debut: Jeg er altid klar
Det blev ikke til en debut mod Schweiz for Brøndby-forsvareren, men når det danske landshold spiller mod Færøerne tirsdag, er Jacob Rasmussen klar.
Jacob Rasmussen er udtaget til landsholdet for første gang.
Lørdag måtte han dog se hele kampen fra bænken, da Danmark spillede lige op med Schweiz.
Der var dog håb at spore i Jacob Rasmussen, da Simon Kjær måtte udgå med en skade.
Men med hierarkiet på landsholdet in mente satte Kasper Hjulmand i stedet Victor Nelsson på banen.
– Selvfølgelig håbede jeg, at Hjulmand ville kalde på mig. Jeg tror, det er meget normalt at håbe på, men det skulle ikke være sådan, og sådan er det.
– Jeg ved ikke, om jeg er skuffet over det. Selvfølgelig kunne det have været fedt at komme ind og få nogle minutter, men jeg er også bevidst om min rolle, da jeg er med for første gang. Der er nok nogle andre, der er foran mig i køen, fortæller Jacob Rasmussen efter kampen i Parken til campo.dk.
Det blev altså ikke til en debut til den formstærke Brøndby-stopper, men det lader han sig ikke slå ud af.
Håber du, at du får debut mod Færøerne?
– Selvfølgelig gør jeg det.
Og du er klar, hvis du får det?
– Jeg er altid klar, lyder det fra Jacob Rasmussen.
Jacob Rasmussen har i denne sæson været en vigtig brik i Jesper Sørensens mesterskabsbejlende Brøndby-mandskab, der i øjeblikket ligger nummer to i 3F Superligaen.
Her har han spillet 19 ud af 22 kampe og står noteret for en scoring og et oplæg.
Wind kender til Hjulmands temperament: Har set det førTirsdag skal Herrelandsholdet igen i aktion, når Færøerne står for skud.
Kampen fløjtes op på Brøndby Stadion klokken 20:15, og du kan se med på TV 2 og TV 2 PLAY.