
Overblik EM-playoff: Islandsk klasse og ukrainsk comeback
De sidste deltagere til EM i Tyskland er snart på plads, og en af de sidste hold bliver Island og Ukraine som torsdag aften sikrede sig en plads i EM-kvalifikations playoff-finalen. Læs om de to playoff-semifinaler lige her.

De sidste EM-billetter skal snart deles ud.
Island er klar til at møde Ukraine i kampen om én af de sidste tre.
Det står klart efter de to nationers EM-kvalifikations playoff-semifinale-triumfer imod henholdsvis Israel og Bosnien-Hercegovina.

Det startede sløjt for Island, da Sønderjyske-stopperen Daniel Gretarsson begik straffe tidligt i kampen.
Israels stjerne Eran Zahavi eksekverede på sikker vis, men to flotte islandske scoringer sendte israelitterne til pause nede med 1-2.
Først flugtede Albert Gudmundsson bolden ind til 1-1, og bare tre minutter senere scorede Arnar Traustason direkte på frispark.
Sent i anden halvleg satte Albert Gudmundsson en pæn krølle på grisens hale, da Genoa-angriberen scorede to yderligere mål og sikrede sig et hattrick og en islandsk 1-4-sejr.
Således lykkedes det Island at spille sig videre til EM-kvalifikations play-off finalen, hvor Ukraine venter.
I Islands triumf var der også spilletid til flere Superliga-kendinge som Sverrir Ingi Ingason, Mikael Anderson, Orri Oskarsson, Hakon Arnar Haraldsson, Andri Gudjohnsen og Isak Johannesson.

En uheldig ukrainsk tå bragte ellers bosnierne på sejrskurs, da Mykola Matviienko dirigerede en hård og flad bold fra Bosniens Amar Dedic ind i eget net til 1-0.
Sent i opgøret stemplede Valencias ukrainske spydspids, Roman Yaremchuk, ind med det udlignende mål efter 85 minutters spil.
Bare tre minutter senere var den tidligere FC Midtjylland-angriber Artem Dovbyk på pletten, da han headede Ukraine et skridt tættere på en EM-billet.
Vinderen af playoff-finalen imellem Island og Ukraine havner i EM’s gruppe E, hvor Belgien, Slovakiet og Rumænien allerede er klar.
Du kan læse mere om de øvrige playoff-finaler lige her:

