Fyret! Andreas Skov Olsen og co. skal have ny cheftræner
Efter flere skuffende resultater har ledelsen i Club Brugge valgt at fyre den norske cheftræner Ronny Deila. Det meddeler den belgiske klub mandag.
Ronny Deila er færdig som cheftræner i Club Brugge.
Det står klart mandag, hvor klubben, i kølvandet på søndagens skuffende nederlag til Sint-Truidense VV, har valgt at trække stikket for nordmanden.
Club Brugge har underpræsteret i denne sæson i Jupiler League, hvor klubben, som normalt kæmper med om guldet, ligger nummer fire med hele 19 point op til førstepladsen.
Og de seneste ugers præstationer har gjort udfaldet.
Klubben meddeler, at både resultaterne og spillet på banen har været skuffende, ligesom at udtrykket har haltet.
– I de seneste uger har man ikke se nok af Club Brugges DNA i kampene, og den sportslige ledelse mener, at det burde være muligt at skaffe bedre resultater med den nuværende trup, skriver den belgiske klub på sin hjemmeside.
Den 48-årige Della kom til klubben i sommer, men sammen med assistenterne Efrain Juarez og Kristof Aelbrecht slutter tiden i Brugge nu.
Klubben meddeler, at træneren for akademiholdet, som også er klubbens reservehold, Nicky Hayen, overtager roret på førsteholdet indtil den nye cheftræner er fundet.
Club Brugge råder over danskerne Andreas Skov Olsen, Philip Zinckernagel og Casper Nielsen.