3F Superligaen

Ærgerligt nyt for FCK-anfører: Lang skadespause venter

F.C. København kan se frem til at skulle undvære sin svenske anfører, Viktor Claesson, i op til en måned.

FCK må undvære Viktor Claesson i flere uger.
FCKs Viktor Claesson efter chance under superligakampen mellem FC København og FC Nordsjælland i Parken mandag den 26. februar 2024.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Det er held i uheld for F.C. København.

De forsvarende danmarksmestre måtte fredag se sin anfører Viktor Claesson gå ud allerede efter en halv times spil i topkampen mod FC Midtjylland.

Nu viser det sig, at der venter en længere skadespause for den svenske anfører.

Når timingen alligevel kunne have været værre, så skyldes det, at der senere i marts venter en landskampspause, og selvom Claesson meldes ude i op til en måned, så går han ‘kun’ glip af i alt tre kampe for F.C. København.

– Anfører Viktor Claesson kommer ikke i kamp de kommende uger, efter han udgik af fredagens kamp mod FC Midtjylland med en skade. Vi forventer, at Claesson er klar til kamp igen til Mesterskabsspillet, der begynder i starten af april, lyder det fra F.C. København tirsdag morgen.

Københavnerne melder ikke noget om, hvilken skade det drejer sig om.

FCM sejrer over FCK trods brændt straffe i top-brag

Dermed kommer københavnerne som minimum til at måtte se bort fra Claesson til onsdagens returopgør mod Manchester City i Champions League.

Også de to kommende – og sidste – kampe i Superligaens grundspil, bliver uden den 32-årige svensker.

Det betyder, at F.C. København kommer til at spille hjemmekampen mod Lyngby på søndag og udekampen mod OB i næste uge uden den vigtige midtbanespiller.

F.C. København vender retur fra landskampspausen sidst i marts, og selvom der endnu ikke er sat hverken dato på kampen eller navn på modstanderen, så ligger første runde i mesterskabsspillet, som F.C. København er sikre på at deltage i, omkring anden påskedag den 1. april.

Viktor Claesson måtte i sommer udgå fra F.C. Københavns sidste kamp på træningslejren i Østrig, og her holdt skaden ham ude af sæsonens første tre superligakampe.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P