Inter tager overbevisende skridt mod mesterskabet
Selvom der stadig resterer 12 kampe i Serie A, så ligner Inter allerede nu en kommende mester. Onsdag gik Inters gode form ud over Atalanta.
Det er ikke sjovt at møde Inter for tiden.
Milano-klubben har vundet sine seneste 11 kampe i træk, og onsdag gik det ud over Atalanta, der blev sendt tilbage til Bergamo med et 4-0-nederlag.
Matteo Darmian åbnede scoringen på Stadio Giuseppe Meazza efter 26 minutters spil, inden anfører Lautaro Martinez kort før pausen udbyggede til 2-0.
Selvsamme Martinez havde ti minutter efter pausen mulighed for at udbygge både Inters føring og sin egen føring på Serie A’s topscorerliste, men argentineren misbrugte sit forsøg fra straffepletten.
Et lille plaster på såret var, at holdkammeraten Federico Dimarco med et imponerende timet løb i feltet fulgte op på misseren og gjorde det til 3-0.
Davide Frattesi gjorde det med 20 minutter tilbage af kampen til 4-0, da Alexis Sanchez fra stående chippede et frispark ind til nærmeste stolpe, hvor Frattesi overrumplede Atalanta-forsvaret og slog det sidste søm i Atalanta-kisten.
Med aftenens tre point har Inter spillet sig til et forspring på 12 point ned til Juventus på andenpladsen i Serie A, hvor der for begge mandskaber er i alt 36 point tilbage at spille om.
Atalanta kunne med en sejr have overtaget ligaens fjerdeplads fra Bologna, men med nederlaget holder Bergamo-klubben fast i den Europa League-adgangsgivende femteplads.