3F Superligaen

Sørensen godkender træningslejr trods punktum

Brøndby fik sat et rigtig kedeligt punktum på træningsturneringen Atlantic Cup, hvor det blev til et 1-3-nederlag til svenske IFK Göteborg, men det til trods er cheftræneren tilfreds med turen til Portugal.

Jesper Sørensen interviewes af Viaplay efter kamp ved Atlantic Cup i Portugal
Foto: campo.dk / Allan Hvid

Fredag blev en rigtig fin aften på Algarvekysten set med danske briller.

Eller i hvert fald med nogle danske briller.

Der var nemlig hele fire danskere på banen fra start for IFK Göteborg, da svenskerne fredag aften besejrede Brøndby med 1-3.

Regner man også Arbnor Mucolli, som er født og opvokset i Fredericia, som dansker, så var det fire danskere, der kom på måltavlen i fredagens kamp, hvor Laurs Skjellerup, Arbnor Mucolli og Thomas Santos gav svenskerne en pauseføring på 0-3, inden Jacob Rasmussen i anden halvleg reducerede for Brøndby.

Trods fredagens nederlag tager cheftræner Jesper Sørensen dog flere ting med – både positivt og negativt med fra træningslejren i Portugal.

– Alle svar er svar, om de er positive eller negative. Jeg tager ikke noget ud af helhedsindtrykket, og det her [resultat] er en del af helhedsindtrykket. Vi har haft en god træningslejr her så vidt, og så slutter den med et lidt ærgerligt punktum for os med en kamp, som vi desværre ikke kan gå ud og få trænet ud af kroppen i morgen.

Skrækkelig generalprøve – Brøndby taber stort til IFK

– Vi tager fortrøstningsfulde hjem med gode svar. Vi kan ikke være utilfredse med træningslejren. Vi har også spillet andre kampe end den her, og det kan vi ikke være utilfredse med, og vi har også haft gode træninger, så det har været fint, siger Jesper Sørensen efter nederlaget til campo.dk.

Selvom der generelt var tilfredshed med træningslejren som helhed, hvor Brøndby har vundet de to første kampe over henholdsvis amerikanske Real Salt Lake og rivalerne fra F.C. København så lægger Jesper Sørensen ikke skjul på, at kampen mod Jens Berthel Askou og IFK Göteborg bestemt ikke var nogen succes.

– Det er klart, at det var ikke godt. Det var måden, vi indkasserede mål på og måden vi var for nonchalant på i enkelte sekvenser, siger Jesper Sørensen om kampens første 16 minutter, hvor svenskerne allerede førte 0-3.

– Det var sådan lidt en chokstart på mange måder, og det giver ikke den sikkerhed, som skal sætte sig i holdet. Jeg synes også efterfølgende, at vi spillede lidt for usammenhængende i specielt første halvleg. I anden halvleg blev det lidt bedre, hvor vi arbejde mere ensartet og sammenhængende, lyder det fra Jesper Sørensen.

Nu venter der for Brøndby en træningskamp mod Hillerød fra NordicBet Ligaen på mandag, inden Brøndby åbner forårssæsonen i Superligaen med en hjemmekamp mod FC Midjylland den 18. februar.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P