
Officielt: Kristian Pedersen skifter til Sheffield Wednesday
Kristian Pedersen udlejes fra Swansea til Sheffield Wednesday. Det meddeler den engelske klub natten til fredag dansk tid.

Campo.dk erfarede det tidligere torsdag, og nu er det bekræftet.
Den danske forsvarsspiller Kristian Pedersen udlejes til Sheffield Wednesday fra walisiske Swansea for resten af sæsonen.
Kristian Pedersen kom til Swansea i sommer fra Köln, men her har spilletiden været knap for den 29-årige dansker. Nu skifter forsvarsspilleren til Wednesday.
I Sheffield Wednesday genforenes Pedersen med holdets danske assistenttræner Henrik Pedersen. De to kender hinanden fra både HB Køge og Union Berlin, som Pedersen, altså Kristian, spillede i fra 2016 til 2018.
Senere bragte karrieren Kristian Pedersen til Birmingham, hvor han nød stor succes. I 2022 skiftede han tilbage til Tyskland og til FC Köln, men i sommer gik turen atter tilbage til de britiske øer.
I Swansea er det blot blevet til fire optrædener, og nu er det Sheffield Wednesday, der kommer til at nyde godt af venstrebackens kvaliteter.
