Hobro præsenterer ny angriber efter transfervinduets lukketid
Hobro IK har forstærket offensiven, hvor den nordjyske klub har været på rov i en konkurrent fra NordicBet Ligaen.

Frederik Christensen er fredag skiftet til Hobro IK fra FC Helsingør. Det bekræfter begge klubber.
Den 23-årige angriber har i denne sæson tørnet ud for FC Helsingør i NordicBet Ligaen, men kan nu se frem til en tilværelse i Nordjylland.
Hobro solgte i januar transfervinduet to af sine angribere, da både Muamar Brajanac og Laurs Skjellerup blev skudt afsted.
Tidligere fredag offentliggjorde Hobro, at Jesper Cornelius var kommet til klubben og senere samme dag er endnu en offensiv forstærkning i hus.

– Frederik er en angriber, som vi har stort kendskab til og som ofte har gjort ondt på os i vores indbyrdes kampe. Frederik kommer, kvag hans størrelse, med en god fysik og et godt hovedspil. Hertil har Frederik en god afslutningsfod og kan indgå godt i vores opbyggende spil.
– Jeg er glad over, at vi har sikret os Frederik og jeg har stor tiltro til, at Frederik kan gøre en forskel for os fra dag ét. siger teknisk chef i Hobro, Lars Justesen til klubbens hjemmeside.
Hovedpersonen selv glæder sig naturligvis også over skiftet til den tidligere Superliga-klub.
- Det er et sindssygt fedt skifte for mig. Hobro IK er en klub, som har haft et fantastisk efterår og spilmæssigt har udviklet sig rigtig meget.
- Jeg har tidligere spillet sammen med Jonathan Fischer og han har kun haft positive ting, at sige om Hobro IK, så da muligheden bød sig, var det et nemt valg for mig at sige ja. Jeg glæder mig til at bidrage til Hobro IK og ser frem til at møde alle i og omkring klubben, siger den nye Hobro-spiller.
FC Helsingør
Hobro IK












