Luton bekræfter: Anfører fik hjertestop
Luton har nu bekræftet, at Tom Lockyer fik hjertestop, da han kollapsede på banen i lørdagens kamp mod Bournemouth. Han er nu i stabil tilstand.
Efter 59 minutter faldt Tom Lockyer til jorden, da Luton mødte Bournemouth lørdag eftermiddag.
Siden da har Luton bekræftet, at Lockyer var ved bevidsthed, og at han var blevet indlagt på hospitalet.
Nu er Luton ude med en ny opdatering, hvor klubben skriver, at den walisiske spiller fik hjertestop på banen, men at han nu heldigvis er i en stabil tilstand igen.
– Vores lægestab har bekræftet, at Lockyer fik hjertestop på banen, men var ved bevidsthed, da han blev båret ud på båren, skriver klubben på X.
– Han modtog yderligere behandling inde på stadion, hvilket vi endnu en gang takker lægestaben fra begge hold for.
– Tom blev overført til hospitalet, og vi kan forsikre tilhængerne om, at han er stabil og i øjeblikket gennemgår yderligere tests med sin familie ved sin seng.
– Vi vil gerne takke alle for deres støtte, bekymring og kærlige beskeder til Lockyer, slutter klubben.
Det er desværre ikke første gang, at Tom Lockyer er kollapset på banen, da det samme skete i Championship playoff-finalen i maj måned. Her blev han efterfølgende opereret i hjertet.