
Blev sat i forbindelse med FCM – nu har han slået Messi i kampen om MLS-hæder
Georgios Giakoumakis har vundet prisen som årets bedste nyindkøb i MLS foran blandt andre Lionel Messi.

Foto: Clodagh Kilcoyne/Reuters/Ritzau Scanpix
I vinter kunne man med jævne mellemrum læse om Georgios Giakoumakis, der blev sat i forbindelse med et skifte til FC Midtjylland.
Skiftet blev dog aldrig ført ud i livet, og turen gik i stedet fra Celtic til Atlanta United for den græske angriber.
Det er dog næppe noget, som hverken MLS-klubben eller Georgios Giakoumakis selv fortryder.
I hvert fald er den 28-årige græker blevet kåret til det ‘bedste nyindkøb i MLS’.
Prisen vinder han foran Lionel Messi på andenpladsen, mens Eduard Löwen er nummer tre på listen.
Georgios Giakoumakis har noteret sig for 17 mål i sine 27 MLS-kampe for Atlanta United.