UEFA ændrer kurs igen-igen: Forbyder alligevel russisk U17-landshold
UEFA var egentlig klar til at byde russiske ungdomslandshold tilbage i international fodbold, men den beslutning er tirsdag omstødt. Det fortæller DBU-formand Jesper Møller.

Det er ikke mange uger siden, at UEFA offentliggjorde at forbundet var klar til at hæve sanktionerne mod russiske ungdomslandshold.
Med til at træffe den beslutning var blandt andet formand i Dansk Boldspil-Union Jesper Møller, som sidder med i UEFA øverste organ, eksekutiv komiteen.
Årsagen til lempelsen fra UEFA var et ønske om at overholde gældende menneskerettighedskonventioner, fortalte Møller sidste fredag.
Men de er tilsynladende rullet tilbage igen. Tirsdag havde eksekutiv komiteen nyt møde, og efterfølgende kunne Jesper Møller i en pressemeddelse fortælle, at forslaget om russisk tilbagevenden er trukket tilbage.
– Det er endt, som vi havde håbet. DBU ønsker ikke, at danske landshold skal spille mod russiske landshold, uanset alder. Det kommer ikke til at ske, fortæller DBU-formanden.
– Hvis forslaget om et nyt turneringsreglement havde været til afstemning, havde jeg stemt nej, som vi aftalte i DBU’s bestyrelse i fredags. Nu er forslaget trukket tilbage og russiske landshold får ikke mulighed for at spille med i UEFA’s turneringer. Det er den bedste løsning, udtaler Jesper Møller.
Jesper Møller blev i april i år genvalgt til den magtfulde eksekutiv komité.














