Tobias Mølgaard: Jeg forlænger lige så gerne med AGF som et skifte til udlandet
Tobias Mølgaard har haft stor succes i AGF siden skiftet fra Vejle Boldklub. Den lynhurtige 27-årige forsvarsspiller nyder livet i Aarhus og opbakningen fra klubbens fans. Og vigtigst af alt nyder han især det positionsskifte, der har sendt ham ind centralt i Uwe Rösler startformation. Faktisk så meget at han lige så gerne vil jagte trofæer med AGF fremfor at skifte til udlandet.
AGF har netop solgt to forsvarsspillere til den italienske Serie A.
Den tyske U-21 landsholdsspiller Yann Bisseck og den danske ditto Thomas Kristensen. Begge to store talenter der hver indbringer klubben rundt regnet 50 millioner kroner alt afhængigt af præstationerne i støvlelandet.
Hjemme på Fredensvang i Viby render Tobias Mølgaard stadig rundt, og mange fans i Smilets By priser sig lykkelige over, at ingen udenlandske klubber stak af med ham.
Siden skiftet fra Vejle Boldklub sidste sommer, hvor han stort set med det samme spillede sig ind som fast inventar på AGF-holdet, er han nu blevet en klar profil hos Uwe Rösler. Mølgaard har spillet fuld tid i Superligaen i denne sæson og har vist sig fra sin allerbedste side.
Jeg synes, det er en stor klub i dansk fodbold, og jeg er stolt af at repræsentere den
Tobias Mølgaard
– Det har været et godt positionskifte, jeg gjorde i den sidste halvsæson før sommeren. Og det har jeg bygget videre på. Så jeg er godt tilfreds med, hvordan sæsonstarten har udviklet sig, og vi har stået godt som forsvar, lød det fra Tobias Mølgaard, da campo.dk talte med ham forud for kampen mod Brøndby.
Resultatmæssigt blev det en slem skuffelse for AGF og Mølgaard, da holdet først indkasserede et rødt kort efter 20 minutter til målmand Bailey Peacock-Farrell og siden tre scoringer imod sig.
Det har ellers langt fra været den defensive standard, når Tobias Mølgaard og resten af kollegaerne i AGF-forsvaret er stillet op til kamp. Men selvom både Bisseck og ‘TK’ har indbragt mange millioner til klubben denne sommer, er det ikke sikkert, at den stærke blonde forsvarsspiller gør dem kunsten efter.
Det er i hvert fald ikke udlængsel, der præger Tobias Mølgaard lige nu.
– Jeg er super glad for at være her, og der er ikke noget i mig, der hungrer efter at komme ud. Jeg er glad, hvor jeg er. Og så må vi se, om mine præstationer bringer interesse, hvad enten det er indefra fra AGF, eller om der er nogen andre, der kan se mig spille for deres klub. Det tager jeg meget stille og roligt, slår Mølgaard fast.
– Fodboldmæssigt og i forhold til transfermarkedet så er jeg jo også lidt oppe i årene, selvom jeg kun er 27 år. Så det er en anden case, end når man sælger unge spillere som Yann og TK. Så jeg ved sgu ikke, hvad jeg er værd. Jeg er glad for bare at præstere, og så går jeg ikke så meget op i, hvad klubber ville skulle betale for mig. Det er mere hele pakken, og det, at man har en vigtig rolle, der betyder noget for mig.
Og en vigtig rolle har Mølgaard i AGF. Det kan man slet ikke være i tvivl om, når AGF-cheftræner, Uwe Rösler, sætter ord på sin forsvarsprofil.
– Han har et elite-mindset, og ikke mange har noget tilsvarende. Han vil hele tiden blive bedre. Han gør alt for fodbold. Han går op i, hvor meget han skal sove, hvordan han spiser, hvor meget han kan træne ekstra. Og så kan han håndtere al den opmærksomhed, han får, analyserer Uwe Rösler, der måske kan ende med at råde over Mølgaard længere, end tyskeren regner med.
– Jeg jagter ikke nødvendigvis det ene frem for det andet. Det kan sgu sagtens ende med, at vi forlænger, og så er jeg rigtig glad for at være her. Jeg synes, det er en stor klub i dansk fodbold, og jeg er stolt af at repræsentere den. Så på den måde synes jeg også, det kunne være fedt og ambitiøst at jagte nogle trofæer med AGF.
Først skal Tobias Mølgaard og AGF ud og jagte revanche i Superligaen og vaske nederlaget til Brøndby væk. Det sker på søndag, når der er lokalbrag mod Randers FC på udebanen Cepheus Park.