Ærlig Simsir fra FCM: Vi har ikke spillet vores bedste kampe på det seneste
FC Midtjylland har fået en skidt start på sæsonen i Superligaen, men ifølge klubbens profil Aral Simsir så er der lys for enden af tunnellen.
FC Midtjylland møder fredag aften Viborg FF på udebane til et vaske ægte midtjysk derby.
Det er en kamp, hvor Midtjylland, efter en blandet start på sæsonen, har brug for tre point, hvis den midtjyske klub ikke skal sakke længere bagud til konkurrenter F.C. København, FC Nordsjælland og de andre tophold.
Den situation er FCM’s offensive profil Aral Simsir også enig i, da han erkender, at klubben ikke har fået den bedste start på sæsonen.
– Jeg ser virkelig meget frem til den (kampen mod Viborg FF, red.) (…) Vi har ikke spillet vores bedste kampe på det seneste, så der er helt klart noget, der skal rettes op på. Så jeg glæder mig virkelig meget til på fredag.
– Vi har ikke fået en sejr i lang tid, så det ville virkelig være vigtigt for os (med en sejr, red.). Vi har fået nogle nye spillere ind, som kan give noget ekstra. Så det ville betyde virkelig meget for os, siger Aral Simsir til FC Midtjyllands X-profil.
Senest FC Midtjylland mødte Viborg FF var i den meget omtalte play-off kamp til Europa i sidste sæson, hvor “Ulvene” vandt med 0-1 på et mål af netop Aral Simsir.
Kampen huskes dog mest for de to situationer, hvor en Viborg-fan smed kanonslag ind efter Jonas Lössl i FCM-målet. De to situationer kan du se øverst i artiklen.
Fredagens kamp mellem FCM og Viborg spilles klokken 19.00 og bliver vist på TV3 Sport.