Fra en Anderlecht-dansker til en anden: Morten Olsen roser Jesper Fredberg
Morten Olsen synes godt om det arbejde, som Jesper Fredberg har leveret i Anderlecht i sommerens transfervindue, hvor intet mindre end tre danskere er kommet til.
Thomas Delaney, Kasper Dolberg og Kasper Schmeichel.
Tre danske fodboldspillere, der alle er særdeles kendte navne på det danske landshold.
Alle har de nu også det tilfælles, at de fremover skal tørne ud for Anderlecht sammen.
Den belgiske storklub har efter en svær sæson nu en klokkeklar målsætning om at rejse sig og vende tilbage til toppen af belgisk fodbold.
En af de vigtigste personer i det projekt er Jesper Fredberg, der vinkede farvel til Viborg FF for at blive fodbolddirektør i Anderlecht.
Han får nu ros af en anden dansker, den tidligere landstræner Morten Olsen, der som spiller brugte seks år af sin karriere i Anderlecht.
– Jesper har haft travlt denne sommer. Jeg synes, han gør et godt stykke arbejde. Han har sammensat et mere afbalanceret hold.
– Tidligere havde Ajax også for mange unge spillere på sit førstehold på et tidspunkt. Klubben tilføjede så for eksempel Daley Blind og Dusan Tadic, og så havde de succes et par år i træk.
– Jeg ser nu den samme dynamik hos Anderlecht. Holdets rygrad er forstærket. Der var allerede Jan Vertonghen, men med Thomas Delaney og Kasper Dolberg er der kommet stærke typer til, siger Morten Olsen til Het Nieuwsblad.
Udtalelserne og rosen fra den tidligere landstræner faldt vel og mærke før Kasper Schmeichel blev præsenteret som seneste skud på stammen i Anderlecht, der i forvejen rådede over Anders Dreyer i holdets offensiv.
Tilgangene af Kasper Dolberg og Thomas Delaney ser dog ud til at behage den tidligere Anderlecht-stopper.
– Delaney er en spiller, der er klatret til tops i Bundesligaen. Han er mentalt stærk og en lederskikkelse, der også vil justere holdet taktisk på banen. Og Dolberg er stadig det største danske angrebstalent for mig, siger Morten Olsen.
Morten Olsen nåede fra 1980 til 1986 at spille 160 kampe for Anderlecht.
Kasper Dolberg roses af tidligere landstræner Morten Olsen: Stadig Danmarks bedste angriber!Anderlecht har fået en pæn begyndelse på den nye sæson, hvor man efter seks kampe har hentet 13 point, hvilket placerer dem på en andenplads i Jupiler League.
Både Thomas Delaney og Kasper Schmeichel er at finde i den danske landsholdstrup til de kommende kampe mod San Marino og Finland. Se hele den danske landsholdstrup til opgørene HER.