
Medie: Kasper Schmeichel består lægetjek i belgisk storklub
Kasper Schmeichel skal efter alt at dømme til en klub, hvor der allerede er en del andre danskere.

Kasper Schmeichel har været på alles læber denne sommer.
Og nu ser det ud til, at den danske landsholdsmålmand har fundet sin nye klub.
I hvert fald kan B.T. afsløre, at Kasper Schmeichel har gennemført lægetjekket, som blev afholdt i Danmark forud for landsholdets EM-kvalifikationskamp mod San Marino.
Dermed mangler kun en underskrift på en et-årig aftale, før Schmeichel kan kalde sig for Anderlecht-spiller.
I Belgien får han fornøjelsen af tre velkendte ansigter i Anders Dreyer, Kasper Dolberg og Thomas Delaney.
Kasper Schmeichel har brugt den seneste sæson i franske OGC Nice, siden skiftet fra Leicester, men på transfervinduets sidste dag ophævede parterne kontrakten.

Den 36-årige keeper nåede at stå 46 kampe for Nice, mens det er blevet til 91 optrædener i den rød-hvide trøje på det danske landshold.