AGF-boss bekræfter: Vi havde en aftale med Mads Bech – beskidt og uprofessionelt
Mads Bech Sørensen var millimeter fra at skifte til AGF, men i sidste ende skiftede han mening og endte i stedet hos FC Midtjylland.
Det udviklede sig velsagtens til sommerens største transfersaga i dansk fodbold.
Torsdag – dagen før deadlineday – var Mads Bech Sørensen meget tæt på at kunne kalde sig AGF-spiller.
Sent fredag skrev han i stedet under med FC Midtjylland.
Den 24-årige midtstopper var så langt i processen, at han endda blev vist rundt ude på træningsanlægget i AGF, Fredensvang.
Også hans nu forhenværende klub, Brentford, var gået med til at sende Mads Bech til Aarhus.
I AGF havde man da også det klokkeklare indtryk, at man havde fundet sin erstatning for Yann Bisseck og Thomas ‘TK’ Kristensen – men sådan gik det altså ikke.
Skæbnen vil det, at de to klubber, som Mads Bech skulle vælge imellem, allerede søndag aften tørner sammen på MCH Arena i Herning.
Forud for duellen mellem FC Midtjylland og AGF er sidstnævntes sportsdirektør, Stig Inge Bjørnebye, blevet forholdt situationen omkring Mads Bech, der altså endte med at vælge midtjyderne.
Her hersker der ingen tvivl om, at han er alvorligt utilfreds med situationen.
– Det er ikke op til mig at kommentere på FC Midtjyllands transfervindue, for jeg ved ikke meget om det, men jeg kan bekræfte, at vi faktisk havde lavet en aftale med Brentford, med spilleren og med hans agent torsdag.
– Alt var på plads, og der var gjort klar til at blive skrevet under, men i sidste minut skete der et eller andet. Det var udenfor min kontrol, og jeg vil ikke spekulere i, hvad det var, der ændrede situationen. Det var i sidste minut, vitterligt lige inden der skulle skrives under, siger han til Viaplay.
AGF-sportschefen skyder efterfølgende med skarpt mod Mads Bechs agent, som han mener skal tænke sig om fremadrettet.
– Som agent, så mister man en masse på længere sigt, hvis man arbejder på den måde. Det var virkelig beskidt og uprofessionelt, og der stod for meget på spil.
– Sådan kan man ikke drive forretning. Han (agenten, red.) har helt sikkert haft sin sidste handel med os, det er helt sikkert, lyder det fra Stig Inge Bjørnebye.
Medie: Drama i Superligaen – FCM kaprer AGF-handelAGF-bossen fortæller efterfølgende, at den aftale, man havde på plads med Mads Bech, var gennem den 24-årige forsvarsspillers agent.
Aftalen med Brentford havde sendt midtstopperen til Aarhus på en fri transfer.
Søndagens opgør mellem FC Midtjylland og AGF blev fløjtet i gang klokken 20.00 og Mads Bech Sørensen er blandt de startende spillere hos midtjyderne.
Highlights LIVE: FCM udnytter kæmpe AGF-brølerDu kan se interviewet med Stig Inge Bjørnebye i videoen øverst i artiklen