Silkeborg er ved at sælge profil: Medier melder om køber, pris og erstatning
Silkeborg IF er ved at sælge Lukas Engel til udlandet, og informationer om både køber, pris og erstatning har nu set dagens lys.
Lukas Engel er formentlig meget snart fortid i Silkeborg.
Således har Silkeborg IF A/S onsdag udsendt en fondsbørsmeddelelse, hvori man opjusterer forventningerne til årsregnskabet på baggrund af forventningerne til et salg af Silkeborg-profilen.
Selskabet bag superligaklubben oplyste dog ikke hverken køber eller den nøjagtige pris i fondsbørsmeddelelsen, men det har andre nu hjulpet til med.
Således skriver den lokale avis i Silkeborg og omegn, Midtjyllands Avis, at Lukas Engel har kurs mod England, hvor Middlesbrough venter.
Middlesbrough holder lige nu til i den engelske Championship, hvor de er blandt favoritterne til at rykke op. Det er desuden den tidligere Manchester United-spiller Michael Carrick, der er manager i klubben.
Ekstra Bladet har siden berettet, at salgsprisen lyder på 22 millioner kroner for den 24-årige venstreback. Også her lyder destinationen på Middlesbrough.
Holder salgsprisen på 22 millioner kroner stik, vil det være i nærheden af klubbens største salg nogensinde, efter Rasmus Carstensen blev solgt til belgiske Genk for et lignende beløb forrige sommer. Også Nicolai Vallys skulle være røget til Brøndby for en pris nær det leje.
For at runde hele transfersagaen om Lukas Engel af, har Midtjyllands Avis været på banen nok en gang.
Lokalavisen beretter således, at afløseren for Lukas Engel meget vel kunne blive AC Horsens’ Lubambo Musonda, som skulle være et varmt navn i Søhøjlandet.
Musonda har tilbragt de seneste to sæsoner i AC Horsens, hvor det er blevet til 60 kampe og både op- og nedrykning til og fra Superligaen.
Medie: Bejler trækker sig fra kampen om Mæhle – gider ikke at “overbetale”Lukas Engel skiftede i sommeren 2022 fra Vejle Boldklub til Silkeborg IF.
Siden er det blevet til 53 kampe med 3 mål og 14 assists til følge.
Han har spillet fra start i sæsonens tre hidtidige kampe.