
Klubben bekræfter: Dansk landsholdskeeper er landet i Italien
Oliver Christensen er meget tæt på at kunne kalde sig Fiorentina-spiller, efter klubben onsdag har delt billeder af den danske keeper på klubbens træningsanlæg.

Nu er det så godt som sikkert.
Danske Oliver Christensen skifter efter alt at dømme til italienske Fiorentina i løbet af de kommende dage – måske endda timer.
Efter vedvarende rygter har Serie A-klubben onsdag selv delt et billede af den danske målmand, der befinder sig på klubbens træningsanlæg, Viola Park.
Tyske Bild beretter, at Oliver Christensen, der var med Danmark til VM i Qatar, skriver under på en aftale frem til sommeren 2028.
Det forlyder sig videre, at Fiorentina betaler omkring seks millioner euro for den 24-årige målmand. Det svarer til 45 millioner kroner.

Han har siden sensommeren 2021 vogtet målet i tyske Hertha Berlin, som han skiftede til fra OB.
Her står han noteret for 38 kampe.
Hertha Berlin rykkede i forrige sæson ned fra Bundesligaen. I sæsonens to første kampe i 2. Bundesligaen er det blevet til to 1-0-nederlag for den tyske hovedstadsklub. Oliver Christensen har stået i begge opgør.