Dalsgaard efter personlige fejl og Lyngby-tæv: Det er jo pinligt
FC Midtjyllands Henrik Dalsgaard var ikke sen til at revse midtjydernes præstation i Lyngby, da han efter slutfløjt afgav interview.
Pinligt.
Således lyder dommen fra Henrik Dalsgaard, efter han sammen med resten af holdkammeraterne i FC Midtjylland tabte med hele 4-1 til Lyngby Boldklub søndag.
Kort efter slutfløjt afgav FCM-forsvareren interview til Discovery+, og holdningen til præstationen er ikke til at tage fejl af.
I kampens indledning blev FCM reduceret til 10 mand, da Stefan Gartenmann så rødt.
I det 17. minut blev det så til 1-0 for Lyngby, inden Henrik Dalsgaard selv var involveret i hjemmeholdets 2-0-mål, da han efter en halv times spil fik afleveret bolden med hælen til en Lyngby-spiller.
– Vi snakkede om, at vi skulle ud og matche deres energi og deres fight. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går efter det røde kort, men så er vi allerede bagud på point. Så det er virkelig op ad bakke i dag. Vi laver rigtig mange fejl.
– Vi har mange fans med herovre – det er jo pinligt overfor dem.
– Vi lægger os fladt ned. Det er ikke godt nok. Vi må aldrig falde sammen, som vi gør, siger Henrik Dalsgaard til Discovery+.
Med nederlaget har FC Midtjylland fortsat seks point efter Superligaens første tre runder.
Midtjyderne spiller allerede igen torsdag, hvor cypriotiske Omonia Nicosia venter i tredje runde af Conference League-kvalifikationen.
Læs mere om FC Midtjyllands nederlag mod Lyngby nedenfor
Lyngby bankede FC Midtjylland efter store personlige fejl