Hverken Anker eller Zinckernagel i spil til returopgør
Selvom både AGF og Club Brügge har forstærket sig siden klubbernes første møde, kan hverken Tobias Anker eller Philip Zinckernagel komme i spil i returopgøret.
De ville sikkert gerne begge to, men det kan ikke lade sig gøre.
AGF tabte i torsdags 3-0 til belgiske Club Brügge i Conference League-kvalifikationen, og siden den kamp har begge klubber forstærket sig med en dansker.
AGF har hentet forsvarsspilleren Tobias Anker hos NordicBet Liga-mandskabet Vendsyssel FF, mens Club Brügge har købt midtbanespilleren Philip Zinckernagel fri af græske Olympiakos.
Havde omstændighederne været en smule anderledes, ville begge spillere formentlig være i spil til returopgøret på Ceres Park på torsdag, men sådan går det ikke.
Ifølge UEFA’s regler kan klubberne nemlig ikke registrere nye spillere imellem to kampe i samme kvalifikationsrunde.
Både AGF og Club Brügge er trådt ind i anden runde af kvalifikationen til Conference League, og til den runde skal alle spillere, som klubberne ønsker at bruge, være registreret senest den 21. juli.
AGF straffes med bøde efter bolddrengenes tidsudtrækDermed får Philip Zinckernagel først muligheden for at debutere for Club Brügge, når de den 6. august sparker den belgiske Jupiler League igang med en udekamp mod Westerlo.
For Tobias Ankers vedkommende får han muligheden for at trække den hvide AGF-trøje over hovedet samme dag. Her bliver AGF nemlig det første hold i 26 år, der spiller en udekamp i Superligaen på Hvidovre Stadion.
Hvis AGF formår at skabe miraklet i returopgøret mod Club Brügge, venter der et dobbeltopgør mod enten islandske KA eller irske Dundalk. Kampene i tredje runde skal spilles henholdsvis den 10. og den 17. august.