Journalist: Tidligere portugisisk landstræner drager til mellemøsten
Paulo Bento har angiveligt sat kursen mod mellemøsten - men ikke for at træne i Saudi-Arabien.
Det er en stor trend at drage til Saudi-Arabien i disse dage – det gælder både fodboldspillere og trænere.
Senest har Cristiano Ronaldo fået selskab af Luis Castro i saudiarabiske Al-Nassr, mens også Steven Gerrard har taget turen til det mellemøstlige kongerige for at fortsætte trænerkarrieren.
Nu skulle endnu en prominent træner have besluttet sig for at sætte kursen mod mellemøsten, men denne gang er der ikke tale om Saudi-Arabien.
Der er her tale om Paulo Bento, som ser ud til at blive landstræner for Saudi-Arabiens naboland, Forenede Arabiske Emirater. Det skriver transferjournalisten Fabrizio Romano.
Paulo Bento har stået uden job siden årsskiftet. Inden da var han landstræner for Sydkorea under VM-slutrunden i Qatar.
Den 54-årige portugiser var også landstræner for sin egen nation i fire år – fra 2010 til 2014.
Rygte: Isaksen blandt fire muligheder for Champions League-semifinalistPaulo Bentos (formentlig) nye landstrænerjob betyder, at han kommer til at stå i spidsen for det 72. bedste fodboldlandshold i verden ifølge FIFA’s rangliste.
Til sammenligning ligger Sydkorea, som han altså senest stod i spidsen for, nummer 28 i verden.
Aftalen mellem Paulo Bento og de Forenede Arabiske Emirater skulle angiveligt strække sig frem til 2026, hvor der som bekendt bliver afviklet VM i USA, Mexico og Canada.